Jim Lyngvild: Det er dumhed at holde elever væk

Den kendte modemand Jim Lyngvild kalder det dumhed, når lederen på Aabybro Skole ikke giver specialklasseelever lov til at møde Mary.

De børn skal have at vide, at de er fantastiske. Sådan lyder det fra den kendte modemand Jim Lyngvild, der er blevet ked af og provokeret af, at specialklasseelever fra Aabybro Skole ikke fik lov til at være med, da Kronprinsesse Mary forleden inviede den nye skole.

Og det er Jim Lyngvild selv, der hellere end gerne vil fortælle de nordjyske skoleelever, at de er fantastiske.

- Jeg har allerede fået hundredvis af henvendelser fra folk, der gerne vil hjælpe ved et sådan arrangement, siger Jim Lyngvild og tilføjer, at han er sikker på, at skolelederen fra Aabybro Skole, Kristina Fooken Jensen, har handlet i bedste mening.

- Men det var bare ikke det bedste. Det var dumhed, den lette løsning, og ingen skal bilde mig ind, at det er sket på baggrund af faglige vurderinger på den måde, at hver enkelt elev er gennemgået i forhold til om de ville kunne deltage ved den store indvielse med Kronprinsesse Mary, siger han.

Han undrer sig iøvrigt over, at netop elever, der kan have det svært i skolen, er blevet valgt fra i forhold til at møde Kronprinsessen, idet det er disse elever, som Mary brænder særligt for qua Mary Fonden.

Jim Lyngvild har nu inviteret de nordjyske på tur til Fyn, hvor de vil få rundvisning på hans vikingeborg, Ravnsborg, samt en tur i zoo. 

Det er dog nu op til eleverne fra Aabybro - eller skolen, at tage kontakt til modemanden for at få turen arrangeret.

- Mit Facebook opslag er invitation nok, vil jeg mene, så de kan bare få fat i mig, hvis de vil være på at få en fantastisk tur for børnene, siger Jim Lyngvild. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland