Jørgen 'Gamle' Hansen er død

Efter lang tids sygdom er boksehelten død. Han blev 74 år.

Et af Danmarks allerstørste navne i boksesporten har kastet håndklædet i ringen. Efter længere tids sygdom er den demensramte bokser ikke længere blandt os. Han blev 74 år. 

Det skriver ugebladet TÆT PÅ, der har talt med familien. 

Jørgen 'Gamle' Hansen fik sin boksemæssige opvækst i bokseklubben Lindholm BK og blev professionel i 1969 i en alder af 26 år.

Han stoppede først sin professionelle karriere i en alder af 40 år, deraf hans kælenavn 'Gamle'. 

Karrieren bød på ikke mindre end 92 kampe, hvoraf han vandt de 78 (34 på knockout), mens han tabte 14. 

Jørgen 'Gamle' Hansen er død.
Jørgen 'Gamle' Hansen er død.
Foto: Jeppe Carlsen / Ritzau Scanpix

I sit livs efterår blev Jørgen 'Gamle' Hansen ramt af demens og kunne ikke længere gå særlig godt, og han havde svært ved at føre en samtale. Hukommelsen svigtede, og han var afhængig af konstant hjælp. Hans kone Hanne Hansen så dog ikke på livet som hverken dårligt eller slut på trods af udfordringerne.

- I det store hele er det jo gået godt, indtil demensen kom i vejen. Det går jo også stadig godt, for han er stille og rolig, og hvis han da ikke sover, så er han glad, fortalte Hanne Hansen sidste år til tv2.dk. 

- Han kan sagtens huske sin barndom og sin ungdom. Og sine store bedrifter. Nogle gange skal han lige sidde og tænke, men så kommer det frem, sagde hustru Hanne Hansen.

I juni 2017 fik filmen om Jørgen 'Gamle Hansen -  'Den bedste mand' - premiere. 

Efter nogle år udenfor toppen af bokseverdenen gjorde Jørgen 'Gamle' Hansen come-back, da han vandt på knockout i femte omgang mod europamesteren Marco Sano i 1977. Han tabte og vandt mesterskabsbæltet tilbage i flere omgange. 

Efter sit karrierestop arbejdede han i flere år som tjener på Hviids Vinstue i København.

Historien om bokselegende Jørgen

Seneste nyt

fra Nordjylland