TV2 Nord

Jutlander Bank leverer markant fremgang i årsresultat

Foto: Lone Vad Dam

Jutlander Banks årsresultat for 2015 endte på 239 millioner før skat. Det er mere end 200 millioner mere end i 2014.

Lavere udgifter i forbindelse med nedskrivning på udlån og højere indtægter fra kursreguleringer af bankens værdipapirer. Det er to af de medvirkende faktorer til at Jutlander Bank, der har hovedsæde i Aars og er blandt de største banker i Nordjylland i årsrapporten for 2015 kan præsentere et resultat før skat på 239 millioner kroner.

Jutlander Bank er resultatet af fusionen mellem Sparekassen Himmerland og Sparekassen Hobro i 2014 og banken begynder nu at høste frugterne af at have samlet virksomheden. På samme måde var resultatet for 2014 præget af udgifter forbundet med fusionen.

Bankens bestyrelse betegner i årsrapporten resultatet som efter skat er på 195 millioner som ”meget tilfredsstillende” og bestyrelsen vil da også på bankens generalforsamling den 16. marts foreslå at bankens aktionærer skal have udbetalt aktieudbytte på fem kroner pr. aktie. Det vil samlet set betyde at aktionærerne får 43 millioner udbetalt.

Bankens forventninger til 2016 er i udgangspunktet under præstationerne i det år, der er gået, og ordførende direktør Per Sønderup siger, at det kan være svært at følge op på så godt er år som 2015.

-I år kan vi ikke forvente det samme høje aktivitetsniveau inden for låne-konverteringer som i 2015. Opsvinget i samfundet er heller ikke så udbredt, at vi kan forvente en generel udlånsvækst. Samtidig er rentemarginalen under pres, og indtjeningen på vores overskudslikviditet lav. Og på udgiftssiden har vi initiativer, blandt andet inden for IT, som trækker op.

Har du et godt tip?