Kæmpe militærøvelse får base i Aalborg: 2000 soldater træner i 11 dage

2000 soldater skal i 11 dage træne specialoperationer. Øvelsen får base i Aalborg, og kan betyde støjgener for nordjyderne.

Knap 2000 soldater fra næsten alle grene af Forsvaret samt fra en lang række NATO-lande skal fra 26. september og helt til 6. oktober deltage i den årlige øvelse for specialoperationsstyrker: Night Hawk.

Under hele den 11 dage lange øvelse vil soldaterne have base på Flyvestation Aalborg samt på Flådestation Korsør og i alt vil 50 fly og helikoptere indgå i øvelsen, der er den største specialoperationsøvelse i Europa i år.

- Jeg er stolt over, at det er lykkedes os at få etableret en så stor øvelse, Det er vigtigt at kunne træne med de bedste af de bedste og jo flere deltagere, jo skarpere bliver vi. Det skaber denne øvelse et godt grundlag for, siger generalmajor Jørgen Høll, chef for Specialoperationskommandoen og ansvarlig for Øvelse Night Hawk 2016.

quote Det er vigtigt at kunne træne med de bedste af bedste og jo flere deltagere, jo skarpere bliver vi. Det skaber denne øvelse et godt grundlag for

Generalmajor Jørgen Høll, chef for Specialoperationskommandoen, Forsvaret

Formålet med den enorme øvelse er at træne de specialuddannede soldater i at operere på tværs af værn og nationaliteter. I løbet af de 11 dage skal tropperne gennemføre en lang række komplekse operationer, der kræver detaljeret planlægning af samarbejdet mellem de forskellige enheder og lande, som deltager.

- Tidligere har vi primært trænet selve specialoperationerne, men på baggrund af erfaringer fra indsættelse af danske specialoperationsstyrker i internationale operationer, er der behov for også at øve analyse- og planlægningsfasen. Vi vil lægge ekstra vægt på at træne enhederne i at samvirke med de øvrige militære kapaciteter, der kunne tænkes at være i et operationsområde, hvor specialoperationsstyrkernes ville kunne indsættes, fortæller generalmajor Jørgen Høll og fortsætter:

- Det bliver en spændende øvelse, som jeg glæder mig meget til. Den store deltagelse fra udlandet vidner om det professionelle arbejde, der er lagt i at udvikle øvelsen siden dens oprindelse i 1990’erne.  Specialoperationsstyrkerne kan bruge øvelsen til at få videreudviklet deres operative ekspertise. Det bliver nogle meget udfordrende uger for de deltagende enheder.

Når 2000 soldater og 50 helikoptere og fly på den måde, som det bliver tilfældet, skal træne militære operationer både til lands, til vands og i luften, er der en naturlig risiko for at opleve støj fra operationerne.

Store dele af øvelsen vil finde sted i militære øvelsesområder over hele landet, men der vil også være aktiviteter i det civile Danmark, og her vil borgerne kunne opleve støj og andre gener.

Under øvelserne vil der blive benyttet øvelsesammunition, kanonslag, røg, lys og lyskugler og de deltagende fly og helikoptere kan forventes at larme en hel del.

I forbindelse med en række øvelser uden for de militære øvelsesområder vil der i kortere tidsrum blive afspærret områder af hensyn til borgerne, og Forsvaret opfordrer borgerne til at respektere disse og følge de anvisninger, der bliver givet på stedet.

- Som øvelsesledelse gør vi alt, vi kan, for at minimere generne for lokalbefolkningen i forbindelse med aktiviteterne. Vi vil, hver gang det er muligt, informere de borgere, som bor tæt på øvelsesaktiviteten. Vi kan desværre ikke garantere, at vi kan få fat i alle beboerne i et område. Vi håber på befolkningens forståelse overalt, hvor der måtte forekomme gener. Oftest vil operationerne - og dermed generne - være af meget kortvarig karakter, forklarer generalmajor Jørgen Høll.

Oplysninger om forventede områder med flyvninger kan ses på Forsvarets Støjportal på Forsvaret.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland