Kajaktur endte galt: 10-årig dreng faldt i vandet uden redningsvest

En kajaktur søndag formiddag var ved at udvikle sig til lidt af et mareridt for en far og søn.

Omkring klokken 10.45 fik Sæby Redningsstation en melding fra en borger, der havde gået langs kysten og samlet rav, om at han kunne høre råb ude fra vandet.

Da redningsfolkene kom frem, kunne de se, at der var to havkajakker ude på vandet.

Det var en far og hans 10-årige søn, der havde sejlet langs kysten ved Bangsbostrand, da farens kajak pludselig kæntrer.

- Da der er en del vind og strøm, så valgte faren fornuftigt nok at svømme ind mod land, fortæller stationsleder ved Sæby Redningsstation, Birger Isaksen.

Men da faren er på vej i land, kæntrer hans 10-årige søn også. Drengen, som ikke havde redningsvest på, kunne ikke komme i land på egen hånd, så holdet fra Sæby Redningsstation måtte sejle ud og lede efter ham. Først fandt redningsholdet drengens tomme havkajak, og kort efter kunne de så hjælpe den 10-årige dreng op af vandet.

- Han var kold, og han rystede, men ellers havde drengen det godt, siger Birger Isaksen, som vurderer at drengen har ligget i vandet i omkring 20 minutter.

Inde på kysten stod begge drengens forældre klar til at tage i mod ham. Der var også tilkaldt en ambulance, som stod klar, men da drengen var ved fuld bevidsthed, og under omstændighederne havde det godt, var det ikke nødvendigt at sende drengen på hospitalet.


Seneste nyt

fra Nordjylland