Kamp om akutjob

Der var godt fyldt hos 3f i Aalborg, da der skulle findes ledige til 16 uddannelsespladser hos City Trafik. Foto: Ivan Johan Hansen

50 ledige var mandag mødt op hos 3f i Aalborg for at kæmpe om 16 uddannelsespladser til buschauffør. Som noget nyt blev de ledige, der var i fare for at miste dagpengeretten, rykket frem i køen.

Jeanne Christensen er en af de ledige der er mødt op hos 3f i Aalborg, for at høre om voksenlærlingepladserne hos City-Trafik. Til maj ryger hun ud af dagpengesystemet, hvis hun ikke inden da har fundet et arbejde. Lige nu søger hun alt.

- Jeg laver en bred vifte, og så finder jeg ud af hvor chancerne er, siger Jeanne Christensen til TV2/NORD.

En af chancerne kunne være at blive buschauffør. Driftschefen fra City-Trafik, som er mødt op hos 3f, vil ansætte 16 nye voksenlærlinge, som om to årig kan stå med et svennebrev som buschauffør. Nogle af de fremmødte ledige, har allerede stort kørekort og masser af erfaring. Det har Jeanne Christensen ikke.

- Jeg håber at komme i betragtning fordi jeg er grøn. Jeg har ingen forud indfattede meninger til tingene, siger Jeanne Christensen.

Til gengæld har hun noget som de andre ikke har. Hun ryger snart ud af dagpengesystemet, og det kan være afgørende hos City Trafik, som gerne vil støtte regeringens aftale om akutjob til ledige der er i fare for at ryge ud af dagpengesystemet.

- Det er et kriterium i og med at vi vil støtte op omkring det som regeringen har lagt på bordet med den nye jobpakke. Det vil vi godt gå foran og være med til at bakke op omkring, siger Heine G. Nielsen, driftschef hos City Trafik Aalborg til TV2/NORD.

Den prioritering syntes de godt om hos 3f.

- Jeg vil da inderligt håbe, at det her vil anspore andre arbejdsgivere til også at få gang i uddannelserne på deres virksomheder, fordi det har vi brug for i transportbranchen, siger Arne Nielsen, gruppeformand hos 3f transport til TV2/NORD.

De 16 uddannelsesaftaler forventes at være på plads inden nytår.

Flere nyheder fra TV2 Nord