To kanoner har været gemt i molehoved i 128 år

Kanonerne er nu placeret i området ved Krudttårnet, hvor der fredag, lørdag og søndag er Tordenskioldsdage. Her ses Laurits Nielsen og Ole Johansen fra Tordenskiolds Soldater Fladstrand. Foto: Kanal Frederikshavn

To kæmpe kanoner fra Fladstrand fæstning kommer frem i lyset til Tordenskioldsdage. Det skriver Kanal Frederikshavn.

I 128 år har kanonerne siddet gemt i det store nordre molehoved, som nu er fjernet for at give plads til Frederikshavns nye havneudvidelse.

Der er tale om to store 24 punds kanoner, som har fungeret som pullerter på den gamle ydermole i alle disse år. Den gamle nordre mole, som kanonerne har været gemt og glemt i, blev indviet i 1890, og for de fleste frederikshavnere har kanonerne levet et helt skjult liv.

Men nu, i forbindelse med købstadsjubilæet og havneindvielsen, har Fonden Tordenskiold istandsat kanonerne og Tordenskiolds Soldaters Artilleri har bygget to udstillingsreperter, så man kan se kanonerne i deres fulde størrelse. Det skriver Kanal Frederikshavn.

- Jeg har selv som dreng, mange gange, siddet på dem ude på molen og fisket - uden at ane, at jeg sad på en gigantisk kanon fra Fladstrands fæstnings anlæg. Det er da virkeligt sjovt at stå ved siden af dem i dag, istandsat og flotte til købstadsjubilæet, fortæller Jan Michael Madsen fra Fonden Tordenskiold.

- Vi har faktisk pudslet med tanken om at give historien om pullerterne, kanonerne, liv til en særlig lejlighed, og det synes vi jo selvfølgelig, at hele septembers fejring af købstadsjubilæet er. Derfor er der blevet arbejdet på højtryk for at de kunne komme på plads ved Krudttårnet til weekenden.

Frederikshavn Havn har hjulpet med deres store mobile kran, så vi kunne få de to gange 2,5 tons tunge kanonrør på plads, oplyser Jan Michael Madsen.

Tordenskioldsdagene slår portene op fredag kl. 17.00 og fortsætter til og med søndag.

Læs også Kanonlaug jubler: Christiansborg skruer ned for bureaukrati

Flere nyheder fra TV2 Nord