Trods genoplivningsforsøg: To katte omkommet i villabrand

Brandfolk kæmpede torsdag morgen mod flammerne i en villa i Vadum. Ingen mennesker kom til skade, men to katte døde af røgforgiftning.

Lidt efter klokken 8 torsdag morgen bliver brandvæsenet kaldt ud til en brand i Vadum. Her kunne naboerne se, at der kom røg op fra en villaejendom. De alarmerede derfor straks Beredskabet.

- Naboerne har set røgen komme ud fra taget. Og det er også det, jeg ser, da jeg kommer frem. De får hurtigt fremskaffet en nøgle derind til, fortæller indsatsleder Bent Pedersen fra Nordjyllands Beredskab.

Det viser sig, ilden har bredt sig fra underetagen og op til villaens førstesal.

quote Vi forsøgte at genoplive kattene med ilt. Men branden havde været i gang længe, så der var ikke noget at gøre.

Bent Pedersen, indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab

- Branden var startet i køkkenet, men havde taget fat i førstesalen også. Den bredte sig til en stor dobbeltseng, og det brændte op igennem gulvet, fortæller indsatslederen.

Der var ingen hjemme, så ingen personer kom noget til. Men familiens to katte omkom i branden.

- Vi forsøgte at genoplive kattene med ilt. Men branden havde været i gang længe, så der var ikke noget at gøre. De var døde af røgforgiftning, fortæller Bent Pedersen fra Nordjyllands Beredskab.

Branden er formentligt startet ved en kortslutning i nærheden af køleskabet eller emhætten, og har så spredt sig videre derfra, fortæller Beredskabet. Også politiet er til stede for at klarlægge om brandtekniske undersøgelser skal sættes i gang.

Efter slukningsarbejdet er et følgeskadefirma gået i gang med at rydde op. Ti brandfolk var i gang for at slukke ilden.

Hele huset er skadet af sod og brand. 

- Det bliver et stort arbejde i at gøre det beboeligt igen, slutter indsatslederen.


Seneste nyt

fra Nordjylland