Kendt nordjysk designer udstiller i sin hjemby

02:18

Pauli Tvilling fra Frederikshavn vender tilbage til Frederikshavn med en udstilling af sine unikke kjoler

Skrædderen og modeskaberen Pauli Tvilling er vendt hjem til Frederikshavn, hvor en af hans helt store drømme går i opfyldelse.

Designeren Pauli Tvilling har arbejdet for modehuse i Paris, har sin egen butik i København og er desuden kendt fra DR-programmet ”Skattejægerne”.

Om kort tid kan han også skrive udstiller på Frederikshavn Kunstmuseum på sit cv. Skrædderen er nemlig vendt hjem til sin hjemby, Frederikshavn, for at gøre udstillingen ”Wedding Day” klar.

- Det at være tilbage i Frederikshavn er faktisk større, end jeg lige havde regnet med. Så det er med lidt ondt i maven og en vis ærefrygt, at jeg sætter den her udstilling op, siger Pauli Tvilling.

Det hele startede i Frederikshavn
Pauli Tvilling er født og opvokset i Frederikshavn, og det var også her han tog sin uddannelse på den nu lukkede skrædderskole, Alexandraskolen. 

Da han som 21-årig blev færdiguddannet, fik han overrakt er rejselegat af daværende Prinsesse Alexandra, der gjorde, at han kunne tage til Paris og jagte arbejde hos de helt store modehuse.

- Det at være tilbage i Frederikshavn er faktisk større, end jeg lige havde regnet med. Så det er med lidt ondt i maven og en vis ærefrygt, at jeg sætter den her udstilling op.

Pauli Tvilling, skrædder

- I Paris oplever jeg det her med, at man sidder og laver tøj til 200.000 kroner stykket, til at komme videre og arbejde for et firma der opkøber gamle kjoler, som de syr om på. Og så får jeg ideen om at lave en samling. Da jeg kommer til København, går det op for mig, at den her samling er så stor, at vi er nødt til at åbne en butik, siger Pauli Tvilling.

Butik opkaldt efter faderens fiskekutter
Inspirationen fra Paris er nu blevet til Pauli Tvillings levevej. Han er i dag etableret med butikken FN92 - et navn med en helt særlig betydning.

- Jeg er blevet spurgt, om den er opkaldt efter FN topmødet i 1992. Men den er opkaldt efter min fars fiskekutter her fra Frederikshavn - FN92. Når man som mand laver noget så feminint som kjoler, så havde jeg brug for noget substans, der sendte mig tilbage til min fiskerslægt her i Frederikshavn, siger Pauli Tvilling.

- Når man som mand laver noget så feminint som kjoler, så havde jeg brug for noget substans, der sendte mig tilbage til min fiskerslægt her i Frederikshavn

Pauli Tvilling, skrædder

På trods af at arbejde for modehuse i Paris og egen butik i København, så er udstillingen af de 50 restaurerede brudekjoler på Frederikshavn Kunstmuseum en milepæl.

- Da jeg gik i gymnasiet, der gik jeg forbi museet hver eneste dag, og jeg tænkte, ’en dag så skal jeg udstille noget derinde’, og her 23 år efter så sker det, siger Pauli Tvilling.

I anledningen af udstillingen på Frederikshavn Kunstmuseum har nogle pensionerede tømrermestre lavet en hyldest til Pauli Tvillings fars fiskekutter.

Udstillingen åbner på Frederikshavn Kunstmuseum lørdag den 3. marts.

Flere nyheder fra TV2 Nord