15-årig anholdt fem minutter efter kiosk-røveri

En 15-årig dreng er anholdt i Aalborg-bydelen Vejgaard efter at han begik røveri mod en kiosk torsdag formiddag.

En 15-årig dreng fra Aalborg blev torsdag formiddag omkring klokken 10.40 anholdt i Aalborg-bydelen Vejgaard. Kort forinden havde han begået væbnet røveri mod en Kiosk i byens øgade-kvarter.

Det var kiosken Kiosk 74 på Sjællandsgade, den unge røver slog til mod, og her truede han en ansat med kniv til at udlevere kontanter fra kasseapparatet. Røveren fik dog intet bytte udleveret og flygtede i stedet til fods.

Der skulle dog ikke gå lang tid før politiet havde anholdt den 15-årige, for en vågen borger - en 64-årig mand, der havde set drengen flygte fra røveriet - var fulgt efter ham på ruten mod Vejgaard, og var undervejs i kontakt med politiet, som dermed kunne finde frem til og anholde røveren.

- Vi har kun stor ros til anmelderen. Det er hans fortjeneste, at vi kan anholde gerningsmanden under fem minutter efter røveriet sker, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen.

Der bliver nu optaget rapport på sagen, men vagtchefen kan allerede nu sige, at den 15-årige ikke vil blive fremstillet i grundlovsforhør.


Seneste nyt

fra Nordjylland