Kirsten Moesgaard overvejer sin politiske fremtid

Den erfarne politiker er ikke at finde på den konservative liste til det kommende kommunalvalg, men hun afviser ikke at stille op igen.

Kirsten Moesgaard sidder i dag i byrådet i Vesthimmerland og i Regionsrådet i Region Nordjylland som konservativ politiker, men det ligger allerede fast, at den situation bliver en anden efter kommunal- og regionsvalget i november 2017.

Moesgaard meddelte nemlig allerede tilbage i slutningen af august, forud for Konservative i Vesthimmerlands opstillingsmøde, at hendes tid som konservativ politiker er forbi efter den indeværende periode.

- Det ligger helt fast, at jeg ikke stiller op på den konservative liste. Det meddelte jeg, meget loyalt synes jeg selv, inden opstillingsmødet, så partiet ikke skulle opstille en person, der ville trække sig kort tid efter, siger Kirsten Moesgaard, der har siddet i byrådet i Vesthimmerland siden kommunalreformen i 2006/2007.

Årsagen til Kirsten Moesgaards udmelding skyldes overvejende hendes civile hverv som advokat og ejendomsmægler i Farsø, men hun vil ikke definitivt sige, at hun er færdig i politik. Hun ved det simpelthen ikke.

- Jeg er fra flere sider blevet opfordret til at stille op til både byrådet og regionsrådet, men det er ikke noget, jeg har reageret på, siger Kirsten Moesgaard, der ikke afviser at holde borgere og medier hen helt frem til deadline - tre uger før valget.

Kirsten Moesgaard er medlem af Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune og partifælle med borgmester Knud Kristensen, der siden september har været under beskydning i flere sager om inhabilitet. Et samlet Økonomiudvalg har i flere omgange kritiseret borgmesterens ageren i sagerne, men Moesgaard afviser, at sagerne var udslagsgivende for hendes beslutning om ikke at stille op for Konservative.

- Politik og jura er to forskellige ting, og de her sager har handlet om inhabilitet og dermed jura. Politisk har der ike været uoverensstemmelser mellem borgmesteren og jeg. Min beslutning kom, fordi jeg har nok at se til udover at være politiker, og det er sådan set det.


Seneste nyt

fra Nordjylland