Kirsten voksede op som en af landets fattigste: Nu har hun hjulpet de svageste i 20 år

I mere end 20 år har Kirsten Martha Hansen, der selv voksede op som en af samfundets udsatte, været frivillig og hjulpet dem, der selv er udsatte.

Nomineret nummer to i kampen om at blive Årets Nordjyde er Kirsten Martha Hansen, der bor i Ellidshøj ved Aalborg.

Kirsten er nomineret for sit arbejde som frivillig i Aalborg, hvor hun har støttet nogle af samfundets svageste. Hun har samlet set været frivillig i mere end 20 år og er det lige nu hos Café Vækst i Aalborg.

- Det er et sted, hvor der kommer en masse skønne mennesker, der har valgt livet uden stoffer og alkohol, fortæller Kirsten.

- Det er bare pragtfuldt. Vi får spist en masse usundt og drukket en masse kaffe. Vi får en masse gode snakke, og en masse, masse grin. Og det er det, det handler om, fortæller hun videre.

Kirsten er selv vokset op som i en af de allerfattigste familier i 50'erne og Husvildebarakkerne i det kvarter, der hed Øen var hendes hjem.

- Jeg kunne gå i seng på en aftensmad, der bestod af lidt rugbrød med hakket løg og sennep. Men det gik jo alligevel, fortæller hun.

- Man var social, og var ikke bare sig selv nok. Man var fælles om alt, selv lokummerne.

Kirsten er bestemt en kvinde, man lægger mærke til. I 2010 udgav hun en bog om sin barndom og hendes kalender var fuldt booket op med foredrag, da hun pludselig blev alvorligt syg.

- Jeg fik en hjerneskade, og den er ikke nem at leve med, men det kan lade sig gøre. Det kan gpdt være, det ser sort ud og ser håbløst ud, men des mere man pejler sig hen ad vejen, så er der pludselig en åbning. Og den tror jeg vi alle sammen skal følge – også mig selv. Jeg har selv måttet gå nogle veje, hvor jeg har sagt: ”Jeg kommer aldrig igennem.” Men vel gør jeg da så.

Kirsten Martha Hansen er nomineret til Årets Nordjyde, og du kan se hele portrættet af hende herover, ligesom du kan se hende i det store Årets Nordjyde-show den 21. marts.

​Mød de nominerede - klik på et billede og læs deres historie 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland