Kjelds kone er en vigtig brik i flytningen af fyret

Det er ikke kun håndværkere, der er vigtige for, at Rubjerg Knude Fyr kan blive flyttet. En gang i mellem er der nemlig brug for en voksen kvinde.

Ud over murermester Kjeld Pedersen og hans mange kolleger og samarbejdspartnere, så er der en person mere, der har været vigtig for at få gjort klar til flytning af Rubjerg Knude Fyr.

Det er Kjeld Pedersens kone, der nu i flere måneder har kræset om arbejdsmændene på byggepladsen.

- De knokler jo det bedste, de har lært heroppe for at det hele det skal lykkedes, så lidt hjælp må man jo give dem. Og så trænger det somme tider også til, at der er en voksen kvinde, der kommer op og gør lidt rent heroppe, siger Ulla Zakarias Bach Pedersen.

quote Mænd de er ikke sådan helt gode til det.

- Ulla Zakarias Bach Pedersen, Kjeld Pedersens kone.

- Mænd de er ikke sådan helt gode til det. Så er der toiletter, og så er der sand over det hele, siger Ulla Zakarias Bach Pedersen.

To til tre gange om ugen besøger Ulla Zakarias Bach Pedersen skurvognen og sin mand murermester Kjeld Pedersen.

- Når jeg føler trang til det, og når der er gået et par dage, jeg ikke har været heroppe, så skal man da op og kigge. Nusse om dem heroppe. Kjeld elsker når jeg kommer heroppe, og det er jo et kæmpe projekt, han er i gang med, siger Ulla Zakarias Bach Pedersen.

Nærmest gift med fyret

Ulla Zakarias Bach Pedersen har været med i projektet fra starten. Lige nu er hun nærmest gift med både Kjeld og fyret.

- Tegningerne har ligget derhjemme. Man ved jo det hele, så det bliver bare så spændende at se, om det hele det bare lykkedes. Jeg håber det sådan for Kjelds skyld

Udenfor er Kjeld Pedersen i gang med de sidste forberedelser, inden fyret skal flyttes på tirsdag. Han er glad for konens opbakning. Både i hjemmet og i skurvognen.

quote Hun har været og hjulpet mig og støttet mig i det her projekt.

- Kjeld Pedersen, Murermester

- Hun har været og hjulpet mig og støttet mig i det her projekt, for jeg har selvfølgelig ikke været ret meget hjemme, og jeg har ikke været ret meget familiefar for hende eller mine børn og børnebørn, men det må jeg tage igen på, når vi er færdige, siger Kjeld Pedersen.

Sidste store projekt

Ifølge Ulla Zakarias Bach Pedersen så bliver Rubjerg Knude Fyr det sidste store projekt for den 59-årige murermester Kjeld Pedersen.

- Vi snakket om i mange år, at når Kjeld han bliver 60, så skulle vi til at drosle ned, og så han får lov til at slutte med det her kæmpeprojekt. Det er jo fantastisk, siger Ulla Zakarias Bach Pedersen.

- Han vil ikke slutte helt. Han vil have lidt småarbejde, men ikke det helt store mere. Vi vil til at nyde vores dage og bare nyde hinanden, siger Ulla Zakarias Bach Pedersen.

Du kan følge hele flytningen af Rubjerg Knude Fyr på TV2 Nord på tirsdag. Både på vores hjemmeside, Facebook og i vores udsendelser i løbet af dagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland