Klar til kampvalg: Byrødder bakker op om Henrik Jørgensen

Venstres nuværende borgmesterkandidat i Hjørring har opbakning fra et flertal i byrådsgruppen inden han igen er på valg 23. august.

Skal Vibeke Haaning eller Henrik Jørgensen være Venstres borgmesterkandidat i Hjørring? Det spørgsmål forsøgte den lokale partiforening på demokratisk vis at få besvaret 3. maj på Vendelbohus. Men svaret fandt man aldrig.

De to kandidater fik nemlig 92 stemmer hver - afstemningen endte uafgjort.

23. august forsøger man så igen, og inden afstemningen er fire af de otte byrådsmedlemmer fra Venstre nu gået offentligt ud med deres støtte til nuværende borgmesterkandidat Henrik Jørgensen.

Det er Bjarne Mølgaard, Claus Mørkbak Højrup, Jørgen Christensen og Svenning Christensen, der i en pressemeddelelse argumenterer for, hvorfor partiet bør holde fast i deres nuværende kandidat i stedet for at skifte ham ud med Vibeke Haaning.

- Når vi går ud med den her melding nu er det så medlemmerne kan nå at diskutere og tage stilling til valget, inden der skal stemmes, siger Bjarne Mølgaard der understreger, at der ikke er strid i byrådsgruppen over dette.

Med fire byrådsmedlemmers opbakning har Henrik Jørgensen - når han og Haaning udelades af optællingen - et flertal i byrådsgruppen bag sig. De to medlemmer, der ikke er med som afsendere på pressemeddelelsen er Søren Smalbro og Birthe Andersen, og det har endnu ikke været muligt at få at vide, hvilken af de to kandidater, de bakker op om.

En del af årsagen til at de fire medlemmer kommer ud med deres holdning nu er også at en gruppering af menige Venstre-medlemmer inden valget 3. maj offentliggjorde deres holdning overfor medlemmerne. De skrev således:

"På tirsdag kan vi vælge mellem to kompetente og dygtige kandidater, der begge vil kunne blive fremragende borgmestre for Hjørring Kommune. Det er nødvendigt, at de objektive evner er på plads, men det er desværre ikke tilstrækkeligt. Det er evnen til at sælge billetter - også uden for VENSTRE´s rækker, der for alvor tæller! DERFOR vil vi bede dig om at møde op på tirsdag den 3. maj kl. 19.00 på Vendelbohus og stemme på Vibeke Haaning! Det er bedst for VENSTRE - og bedst for vores kommune!" 

I de fire byrådsmedlemmers pressemeddelelse fortæller de, hvorfor de er uenige i den betragtning og hvorfor de i stedet mener, man bør stemme på Henrik Jørgensen. De skriver blandt andet:

"Alle internt har rost byrådsgruppens politiske arbejde. Derfor undrer det os, at vi pludselig skal til at skifte borgmesterkandidat.

Ser vi alene på Henrik Jørgensen og Vibeke Haanings evner til at trække personlige stemmer, kan Vibeke Haaning måske trække flere personlige stemmer, men vi mener ikke, at det samlet set vil flytte Venstre nogen steder. Vi er derimod af den opfattelse, at det vil placere Venstre betydeligt længere væk fra borgmesterkontoret og dermed resultere i mindre politisk indflydelse."


Seneste nyt

fra Nordjylland