Klovn jagtede to rædselsslagne drenge

To drenge på henholdsvis 11 og 12 år, blev onsdag aften jagtede af en klovn ved Granlunden i Vodskov.

To drenge på henholdsvis 11 og 12 år måtte træde ekstra hårdt i pedalerne, da de onsdag aften omkring klokken 19:20 blev jagtet af en person iført klovndragt og maske.

Drengene kom cyklende langs Granlunden ved Vodskov, og da de kom forbi køreskolen, sprang en klovn ud foran drengene.

- Vi fik anmeldelsen af den ene drengs far. Drengene var selvfølgelig meget skræmte, og synes, det var ubehageligt, at klovnen løb efter dem, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.

Heldigvis var drengene på cykel, så det lykkedes dem at slippe væk fra den uhyggelige klovn. 

Også i Aalborg var en klovn løs onsdag aften.

Den blev set omkring klokken 23:30 af en billist, hvor den løb over Smedegårdsvej i Aalborg Øst og hen af Astrupstien mod syd.

Bilisten måtte bremse kraftigt op, da klovnen løb over vejen.

Politiet ledte efterfølgende med lys, lygte og hunde i området, men det lykkedes dem ikke at finde klovnen.

- Det er er ved at være dagligt, at vi ved mørkets frembrud får anmeldelser, om de her klovne som skræmmer folk. Vi vil gerne have fat på dem, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland