Klubber satser på salg af krudt

Nordjyske idrætsklubber tjener i disse dage penge til klubkassen ved at sælge nytårsfyrværkeri. Foto: Ivan Johan Hansen

En lang række idrætsklubber har i disse dage travlt med at sælge nytårskrudt for at få råd til udflugter og udstyr til næste år.

De frivillige i de nordjyske idrætsforeninger har travlt her mellem jul og nytår. Mange foreninger satser nemlig på salg af fyrværkeri for at skaffe en ekstra skilling til klubkassen. 

 

Ifølge DGI Nordjylland er det en god måde for klubberne at tjene penge på i en tid, hvor de kommunale tilskud bliver mindre.  

- De seneste år er flere og flere idrætsforeninger gået ind i det her. Der er en god avance på fyrværkeri, og tjener man lidt ekstra til foreningen på den måde, så bliver det jo nemmere at få råd til at betale de udgifter, foreningerne har i løbet af året, siger Jens Mathiasen, næstformand i DGI Nordjylland. 

Støvring Idrætsforening er en af de foreninger, der har valgt at satse på at sælge fyrværkeri. Det er første gang i år, at foreningen sælger krudt, men de håber på, at der er mange, der støtter op om ideen.

- Vi håber, at der kommer mange og køber. Det er jo en måde at promovere foreningen og tjene nogle ekstra penge til klubbens unge, siger Nicolaj Hald Hvilsom, der er medlem af bestyrelsen i Støvring Idrætsforening.

Flere nyheder fra TV2 Nord