Knivstiksag fra Jomfru Ane Gade i retten

 Knivstiksag fra Jomfru Ane Gade i retten

Tirsdag begyndte retssagen mod de fem mænd, som er tiltalt for at have tævet og stukket den 21-årige William Lennon Davis ihjel i Jomfru Ane Gade i april sidste år

Markant politiopbud foran retten i Aalborg - sikkerheden var i top, da den omtalte retssag mod fem mænd i alderen 21-32 år tog sin start.

Ved sagens første retsmøde kom det blandt andet frem, at alle de tiltalte nægter sig skyldige i at have banket og stukket William Lennon Davis med 14 knivstik i Jomfru Ane Gade ud foran Diskotek Tiger.

Dødsvolden skete som led i et bandeopgør mellem en gruppe fra København og en gruppe fra Århus, som begge havde været til fest hos Bandidos i Aalborg aftenen forinden. Videooptagelser, som i dag blev vist i retten, viser, at slagsmålet startede på toiletterne på restaurant "Tiger" ved femtiden om morgenen.

- Det er forløbet stille og roligt, og i de kommende dage skal vi have vidneforklaringer, siger forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen til TV2/NORD.

Retssagen er på flere punkter kompliceret, da det ikke har været muligt for politiet at klarlægge, hvem der egentlig førte kniven. Derfor er alle fem tiltalt for vold med døden til følge.

Retssagen fortsætter de kommende uger, men allerede på torsdag skal forsvarerne og anklagemyndighed med egne øjne se, hvor knivstikkerierne fandt sted i Jomfru Ane Gade.

Tre af de fem tiltalte har en anden etnisk baggrund end dansk - og anklagemyndigheden lægger op til, at to af dem skal udvises fra landet. Ingen af dem er endnu blevet afhørt i retten, men det sker i løbet af denne uge.


Seneste nyt

fra Nordjylland