Købere får større nedslag: Priserne på ejerlejligheder presses i Aalborg

Foto: Jeppe Michael Jensen / Ritzau Scanpix

Køberne får mere end dobbelt så meget i afslag på ejerlejligheder i Aalborg sammenlignet med samme tid sidste år. 49.792 kroner lyder det gennemsnitlige afslag nu på en 80 kvadratmeters lejlighed i den nordjyske hovedstad.

Tal fra boligsiden.dk viser, at køberne i højere grad har held med at forhandle priserne ned på ejerlejlighederne i Aalborg. Det gælder faktisk i hele landet, men i Aalborg er stigningen markant.

I løbet af det seneste år er afslagene på ejerlejligheder på landsplan blevet 35,6 procent højere. Det vil sige, at afslaget pr kvadratmeter i august 2018 var på 672 kroner, imens det på samme tid sidste år var 496 kroner.

I Aalborg ligger stigningen i afslaget endnu højere. Her er afslagene steget med 124,2 procent siden samme tid sidste år.

En gennemsnitlig handel af en 80 kvadratmeters lejlighed i Aalborg endte i august 2017 med et afslag på 278 kroner pr kvardratmeter. I august 2018 var afslaget steget til 622 kroner pr kvadratmeter.

- Tallene skal forstås sådan, at udbudspriserne på ejerlejligheder fortsat stiger, men at køberne nu hiver i håndbremsen, fordi prisniveauet ganske enkelt er blevet for højt. Samtidig er udbuddet af ejerlejligheder det højeste i seks år, og det betyder, at sælgerne ikke længere kan diktere slagets gang i de forhandlingerne, der nu i højere grad ser ud til at ende i købers favør, udtaler Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk.

  Foto: Screenprint fra boligsiden.dk

Flere nyheder fra TV2 Nord