Kold nat: Brønderslev vågnede til lunkent vand efter varmenedbrud

Foto: Tv2nord.dk

Onsdag morgen blev lidt koldere hos borgerne i Brønderslev på grund af varmebrud.

Der var ikke meget gang i hverken radiatorer eller det varme vand, da borgerne i Brønderslev stod op onsdag morgen. 

Efter vinterens indtil videre koldeste nat var der sket et større varmebrud på rørene hos Brønderslev Forsyning, og det kom til at påvirke hele byen, oplyser varmechef Poul Østergaard Jensen.

- Den første alarm gik ved midnatstid i nat, men vi havde fået problemet løst klokken syv i morges, så der er varme på byen igen, siger varmechefen til TV2 Nord.

Derfor nåede vandet altså ikke at blive iskoldt hos forbrugerne, men bare lunket, og hos Brønderslev Forsyning nåede man at modtage 20-25 henvendelser fra borgere, der undrede sig over temperaturdykket i hanerne.

- Vi er stadig ved at undersøge årsagen til, at varmebruddet overhovedet skete. Problemet er løst, men vi leder stadig efter årsagen, siger Poul Østergaard Jensen.

 

Flere nyheder fra TV2 Nord