Kom bare an, badevejr - livredderne er klar på strandene

Selv om temperaturerne godt kunne være højere, så er badesæsonen gået i gang, og det betyder at TrygFondens livreddertårne fra nu af er bemandede.

De to livreddere i tårnet i Blokhus spejder langt for at få øje på nogle badegæster, for vejret er ikke helt optimalt. Og det kan gøre dagen lang i tårnet.

-Vi får trænet en del, for det er det, vi skal, når der ikke er nogen badende gæster, siger kystlivredder Magnus Christensen til TV2 Nord.

Sammen med Anders Lyhne har Magnus Christiansen sagt ja til endnu en sommer i de rød-hvide tårne. Jobbet som livredder er typisk et job for studerende med lange sommerferier. De to i tårnet i Blokhus har foreløbigt været livredder i fire sæsoner, og de vil gerne forsætte.

- Så længe jeg kan få tid til det og har lyst til det. Jeg er startet på tredje år af min uddannelse, så jeg håber, jeg har tre sæsoner igen, siger kystlivredder Anders Lyhne.

Stranden ved Blokhus, er et af de attraktive steder at være livredder.

- Her er både nordmænd, svenskere, tyskere og danskere. Det er meget sjovt at snakke med dem og få frisket mit tyske op, siger kystlivredder Anders Lyhne.

Livreddertårnene er bemandede hver dag fra klokken 11 til 19 frem til den 16. august.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland