TV2 Nord

Kommunen skærer ned: Nordjyllands Historiske Museum skal spare

Nedskæringer i kommunale tilskud tvinger Nordjyllands Historiske Museum til at spare. Det kommer til at gå ud over både udstillinger og personale.

Nordjyllands Historiske Museum skal ud i en spareplan efter de kommunale tilskud skæres ned. Museet skal spare omkring 800.000 kroner, og det kommer til at gå ud over både medarbejdere og udstillinger.

-Vi har en stor forpligtelse over for vores publikum, og den svigter vi ikke. Vi har også et ansvar for, at museet ikke bruger flere midler, end der er i kassen. Som følge af de omfattende nedskæringer af offentlige tilskud har bestyrelsen bedt ledergruppen pege på, hvordan de nødvendige besparelser bedst kan udmøntes, siger formanden for bestyrelsen på Nordjyllands Historiske Museum, Leif Sondrup.

Allerede i 2016 indskrænkede museet åbningstiderne for flere af udstillingsstederne, lige som entré-priserne blev hævet for at imødegå nedskæringer af tilskud i 2016. Det har vist sig ikke at være nok – og slet ikke nu, når der skal spares endnu mere.

-Vi kan ikke blive ved med at levere den samme vare for færre og færre penge, så nu er vi desværre nødt til skære yderligere ned på åbningstiderne og personalestaben, siger museumsdirektør Lars Nørbach.

Museet er blevet beskåret i tilskuddene fra staten og fra Mariagerfjord kommune. Men langt den største nedskæring kommer fra Aalborg Kommune.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord