Kompetence-opgradering stoppede fyring

Dan Schmidt skulle have været fyret, men så gik han ind til chefen og bad om at blive opgraderet - og beholdt sit job.

TV2Nord fortalte i går om de nordjyske erhvervsskolers kampagne for at gøre ufaglærte til faglærte. I dag gælder det historien om fabriksarbejderen, der uddanner sig til at beholde sit job.

Dan Schmidt er 25 år og ufaglært, men det skal der laves om på nu.

-Du kommer ikke særligt langt i det her land, hvis du er ufaglært. Det går måske an de næste fem - ti år endnu, men så er det også slut, siger Dan Schmidt.

Efter flere år i fiskeriet blev det for fire år siden til en ansættelse på Aalborg-virksomheden NB Ventilation. Men det med at få en uddannelse og blive faglært lå stadig langt væk.

-Jeg har desværre tjent penge i alt for mange år til at ville overveje at skulle ned på SU og arbejde til 65 -70 kroner i timen. Det var ret enkelt, så derfor fortsatte jeg som ufaglært, siger Dan Schmidt. 

Hans chef, Per Højbjerre, har hørt historien før og kender argumenterne. Den faglærte uddannelse bliver droppet af mange forskellige grunde, mener han.

-Det ligger selvfølgelig hos den unge selv, men vi ledere skal være bedre til at spotte dem, der kunne få meget ud af at blive opgraderet til faglært. Der er også mange præstationskrav for de unge. De skal præstere hele tiden, og det får nok nogle af dem til at sige, at nu tager vi lige en pause. Og så blev pausen for lang, inden de kom videre, siger Per Højbjerre, medejer i NB Ventilation.

Et kundebesøg i fabrikshallen blev vendepunktet for Dan Schmidt. Direktøren kom forbi den funktion, Dan Schmidt stod og passede og sagde til kunderne, at den her proces snart blev automatiseret.

-Så hoppede Dan og sagde: hvad så med mig? siger Per Højbjerre.

-Jeg kunne direkte forstå, at jeg skulle erstattes af en robot, så jeg konfronterede chefen lige med samme, mens han stod med kunderne. For det var jo mit job, der røg, siger Dan Schmidt.

Jobbet var i fare. Det fik Per Højbjerre til at tænke efter. Han tog kontakt til teknisk skole og besluttede sig for at betale fuld løn, hvis Dan Schmidt ville gå i lære som ventilationstekniker.

-Og vi gør det dybest set for vores egen skyld, for vi får brug for de kompetencer, de får ved at komme i lære, siger han. 

Historien passer perfekt ind i de nordjyske erhvervsskolers kampagne med at få virksomhedernes ufaglærte ansatte opgraderet til faglærte. ”Vejen til varige job gennem kompetenceløft” hedder projektet, der skal få mange flere nordjyske virksomheder til at få deres folk efteruddannet, end det tilfældet lige nu..

-Vi har nok ikke haft fokus nok på det. Det har vi nu, for vi kan ikke levere kvalitetsprodukter, hvis ikke vi har nogle faglærte folk. NB Ventilation flytter sig i disse år fra at være en virksomhed for håndværk til en forretning med viden og industri. Varen skal tilpasses kunden fra gang til gang, for her er ingen standardprodukter. Det kræver et højere niveau end det, en ufaglært har. Der er mange detaljer, som de faglærte ved og som de gør godt. Det betyder, at vi kommer til at levere nogle ordentlige produkter, så vi kan være konkurrencedygtige, siger Per Højbjerre.

Dan Schmidt er glad for tilbuddet om en uddannelse.

-Man kan selvfølgelig godt lære at lave de samme ting, men det er også afgørende, at jeg nu får dokumentation for, at jeg kan de ting – og ikke mindst at jeg også må udføre opgaven. Nogle opgaver kræver jo faglig autorisation, siger Dan Schmidt.

Om syv år vil industrien komme til at mangle op mod 70.000 faglærte. Ventilationschefen tør ikke lade være med at uddanne egne folk.

-Ellers går det galt, og vi kommer vi til at halte bagefter, når vi ikke kan konkurrere, være innovative og fleksible, siger Per Højbjerre, direktør i NB Ventilation.

Virksomhederne kan søge støttemidler hos Den Europæiske Socialfond, hvis de vil have gjort deres ufaglærte medarbejdere faglærte. Erhvervsskolerne i Nordjylland har udpeget 800 ufaglærte ansatte som egnede til at blive faglærte. Indtil videre er 150 af dem blevet opgraderet. 

Fabriksarbejder gik med til at blive faglært - og beholdt sit job på NB Ventilation

 


Seneste nyt

fra Nordjylland