Kristoffer fik type 1-diabetes - men han har valgt et liv uden insulin

Som 28-årig får Kristoffer Kallesen fra Als konstateret type 1-diabetes, en kronisk sygdom. Men han bestemmer sig hurtigt for, at han ikke vil være afhængig af insulinindsprøjtninger resten af sit liv. Han fortæller her om, hvordan en kostomlægning bliver hans vej ud af sukkersygen. Han pointerer samtidig, at han ikke kan, vil og tør tage ansvaret for at behandle andre personer med type 1-diabetes.

Kristoffer Kallesen ligger i fosterstilling. Han er helt krøllet sammen på gulvet. Overmandet af træthed og modløshed ligger han med ædende fornemmelse af, at livet langsomt forlader ham.

Han forstår overhovedet ikke, hvad det er, der sker.

Normalt er han sådan én, der lever livet med fuld fart på. Han er vant til at dyrke meget sport - orienteringsløb, klatring - og fra tid til anden stikke af for at dyrke selvudvikling i Østen. Han er i fantastisk form og nyder livet. Men der er sket et eller andet i løbet månederne op til jul. Noget, han ikke selv er herre over, og som hans krop reagerer så kraftigt på lige nu.

Før diabetes-diagnosen levede Kristoffer Kallesen for at tage ud på eventyr. Foto: Privatfoto

Han havde tilfældige småjob for at tjene penge nok til igen at rejse ud i verden. Foto: Privatfoto

Den er helt gal, kan Kristoffer mærke, men han aner ikke, hvad det er. Derfor er han blevet sygemeldt fra sit arbejde med stresssymptomer. Han tror måske, det hænger sammen med, at livsstilen, han har haft indtil da, med skiftende løse job og mange rejser, er begyndt at tære på ham. Men det forklarer ikke, hvorfor han får det dårligere og dårligere.

Hvorfor trætheden er så intens. 

Så han kan ikke andet end at ligge i fosterstilling i sine forældres hjem i Als, mens julen og nytåret 2015 glider forbi. 

Find tv-programmet Kristoffers Kamp her.

Den 1. januar 2016 tager Kristoffer Kallesen sig - på opfordring af sin mor - endelig sammen til at gå til lægen. Han har ikke fået det bedre hen over juledagene, nærmest tværtimod. Så nu må han have noget hjælp, beslutter han sig for.

Ved lægen får han taget nogle blodprøver. Og dommen er klokkeklar: Han har fået type 1-diabetes. En sygdom, han nu deler med cirka 25.000 andre danskere. En sygdom, han skal leve med resten af sit liv, og som vil kræve daglige blodsukkerprøver, indsprøjtninger og risiko for følgesygdomme.

Type 1-diabetes:

Denne type diabetes rammer oftest børn eller yngre voksne, men kan også ramme ældre mennesker. 

Type 1-diabetes er en kronisk sygdom, hvilket betyder, at når man først har fået den konstateret, har man det resten af livet.

Forskerne har endnu ikke fundet ud af, hvad den præcise årsag er, til at nogle mennesker udvikler type 1-diabetes. Sygdommen kan derfor ifølge lægerne hverken forebygges eller helbredes.

Type 1-diabetes er en autoimmun sygdom. Det betyder, at kroppens immunforsvar angriber kroppens egne celler - ved type 1-diabetes ødelægger immunforsvaret raske celler i bugspytkirtlen, hvor insulinen produceres.

Derfor er det med denne type diabetes nødvendigt at tage daglige insulinindsprøjtninger.

Kilde: Diabetes Foreningen

Lige da ordene falder dér i konsultationen, tager Kristoffer det roligt. Der er ingen storm i hans hoved, ingen alarmklokker, ingen panik. Han er bare glad for at have fået en forklaring på, hvorfor han har det, som han har.

- Okay. Det er sådan, det er nu. Jeg kæmper ikke imod. Jeg lader det komme, tænker han og accepterer dommen.

Alligevel sniger der sig lidt utryghed ind. For behandlingen af type 1-diabetes er med insulin. Og Kristoffer er ikke fan af nåle.

- Men så må jeg jo lære det, tænker han.

Det er først, da han efter en kort kontrolindlæggelse på Aarhus Sygehus bliver udskrevet med insulin og en blodsukkermåler i hånden, at virkeligheden for alvor rammer Kristoffer Kallesen.

- Du har sukkersyge. Resten af dit liv.

Og så kommer frygten buldrende. Alle de ting, der kan gå galt nu, med hans blodsukker og insulindoser, der kan sende ham i gulvet, begynder at spøge i hans hoved. Også tanken om, at han kan dø af sin sygdom. På tærsklen mellem sygehusets medicinske sikkerhed og den virkelige verden føles livet pludselig meget skrøbeligt.

Kristoffer ser for sig, hvordan hele det liv, han er vant til at leve, vil blive besværliggjort. Måske endda umuligt. For hvis han vil rejse, skal han have insulin med på køl, og hvis han vil ud at klatre med sine kammerater, har han brug for, at de hjælper med at holde øje med ham.

Kan det overhovedet lade sig gøre at leve som før?

Den næste uges tid har han kun fokus på én ting: At se hvad den mad, han indtager, har af betydning for blodsukkeret.

Så Kristoffer begynder at nærstudere varedeklarationen på sine madvarer. Hvor mange kulhydrater indeholder det ene og det andet? Hvordan ser hans blodsukker ud før et måltid? Hvordan ser det ud efter? Målingerne og doseringen af insulin bagefter bliver en mission, han ikke kan slippe igen. Som om han er blevet givet et spædbarn, som han hele tiden skal tage sig af. Det fylder alt.

Og sådan skal det ikke være, bestemmer Kristoffer sig hurtig for. Det skal simpelthen blive løgn, at sygdommen skal overtage alt. At hans liv skal være sådan her fra nu af.

Så en dag, hvor han igen sidder med insulinsprøjten i hånden, tvinger han sig selv til at vende sine tanker. Væk fra sygdommen og henimod det, den er kommet af: Hans livsstil. Måske ligger svaret dér.

I tre uger burer Kristoffer Kallesen sig selv inde. Han støvsuger internettet for artikler og oplysninger om type 1-diabetes. Han læser alt, hvad han komme i nærheden af. Han genfinder sine lærebøger om coaching og kaster sig over meditation, østlig filosofi og dens tanker om kost. 

  Foto: Daniel Mikelsen

Han nærstuderer biologien bag type 1-diabetes - helt ned på celleniveau - og sætter sig grundigt ind i, hvordan det hele hænger sammen.

Det er ikke, fordi han tror, han selv kan behandle sin sygdom. For sådan vil han ikke se på sin situation. Men han vil finde en måde at forblive sund på, og han vil se, om han kan genfinde sit overskud. Og midt i arbejdet finder han flere vigtige faktorer, blandt andet kulhydrater. De er en af de store syndere.

Så Kristoffer finder en stor papkasse og giver sig til at hive alle de ting ud af hjemmet, der ikke længere er gode for ham: Alt med hvede, alt med sukker og alle forarbejdede fødevarer på dåse eller i plastic forsvinder fra køkkenskabene, og han kasserer plasticposer til fordel for glas og pap. Fra klædeskabet kasserer han alle de ting, der er lavet af syntetiske stoffer. Fra badeværelset skrotter han deodoranter og kemisk indviklede sæber.

Kristoffer siger farvel til kulhydraterne -  Foto: Daniel Mikkelsen

og goddag til grøntsager og gode fedtkilder. Foto: Daniel Mikkelsen

Tilbage står han med de rene råvarer. Nu må tiden vise, om det gør nogen forskel.

Det er nu ikke, fordi Kristoffer Kallesen fra den ene dag til den anden så også føler sig helt ovenpå igen. Hans krop er længe om at vænne sig til en kost uden kulhydrater, efter han i mange år har spist som så mange andre - sund og varieret og med masser af ris, kartofler, pasta og brød. 

Men som dagene går, bliver det hele tiden bedre. Og det samme gør sig gældende for Kristoffers tanker.

I stedet for at se sit liv lige dér i foråret 2016 som en byrde, ser han det som en gave. Han begynder langsomt at finde sin plads i det og finde en balance, hvor han kan vende tilbage til et arbejde, efter han blev sygemeldt i december året før.

Mens opbakningen fra Kristoffers familie og omgangskreds er markant, er der en anden gruppe, han jævnligt er i kontakt med, som ikke tror på hans eksperiment: Lægerne.

De kalder hans forbedrede blodsukkertal for resultatet af den såkaldte "honeymoon-effekt", som er set hos andre diabetespatienter med type 1 før ham, hvor kroppen efter de første behandlinger selv er begyndt at producere insulin igen. På den måde er det lykkedes dem at holde sig insulinfrie i op til et halvt år ad gangen. Sjældent længere. Så er sygdommen også vendt tilbage for fuld styrke, viser det sig.

Derfor forventer lægerne fra starten at se det samme hos Kristoffer, efter han har smidt insulinen og bestemt sig for at klare sig selv.

- Det er jo en kronisk sygdom. Du slipper aldrig for den. Så hvorfor overhovedet gøre sig alle de krumspring?

Sådan lyder svaret, når Kristoffer spørger sin læge og personalet på sygehuset, hvad de tænker om hans tal og hans livsstil.

De mener bare, han skal nyde det, så længe det varer, fordi det kan være slut lige om lidt.

For Kristoffer er det af allerstørste vigtighed at pointere, at han ikke kan, vil eller tør tage ansvaret for at behandle andre personer for type 1-diabetes. Han opfordrer dem heller ikke til at droppe deres insulin-indsprøjtninger.

Men han stiller gerne op for at fortælle sin egen historie om, hvordan han primært via kost og viljestyrke er lykkedes med at stabilisere blodsukkeret, og dermed undgå at tage insulin.

I dag er det mere end to år siden, Kristoffer besluttede sig for at gøre et forsøg for at komme ud af insulinbehandlingen. Hans blodsukker ligger stadig, som det skal, og han har det godt.

Han er ikke skråsikker på, at en kost uden kulhydrater og et liv uden kemi er løsningen for alle - han er ikke engang sikker på, at det er løsningen for ham selv. Han ved bare, at det har virket for ham - og tilsyneladende stadig gør det. Men han anerkender også, at lægerne måske kan ende med at få ret, og at "honeymoon-effekten" en dag kan være slut for ham også.

Også Kristoffer Kallesens mor har nydt godt af sin søns arbejde med kosten. Hun lider selv af type 2-diabetes, men er nu også medicin-fri, efter hun blandt andet skiftede pasta ud med squash. Foto: Daniel Mikelsen

Men indtil da vil han bruge det, han ved om diabetes og kost til at hjælpe andre. Derfor har han netop oprettet en klinik i Skørping, hvor han med baggrund i sin coaching-uddannelse vil hjælpe personer med type 2-diabetes til også at blive deres medicin kvit. Han har allerede prøvet det af på sin egen mor og på en malermester fra Thisted.

De har begge med hans hjælp og input sluppet medicinen.

 

Find tv-programmet Kristoffers Kamp her.

Tekst: Camilla Stougård Christoffersen
Foto: Daniel Mikkelsen