Kusk vil ikke forhandle med AaB

AaB's topscorer har ikke ønsket at diskutere en kontraktforlængelse med klubben.

Kasper Kusk kan være på vej væk fra AaB. Offensivspilleren, der har tegnet sig for otte mål i sæsonen har i hvert fald ikke ønsket at deltage i forhandlinger om en kontraktforlængelse. Det skriver nordjyske.dk.

- Kusk ønsker ikke at forhandle med AaB indtil videre, har han meddelt mig. Vi havde ellers en aftale fra foråret om, at vi skulle snakke sammen i september, men det har han ikke ønsket, siger AaB-direktør Lynge Jakobsen til nordjyske.dk.

Kasper Kusk har kontraktudløb ti sommer, og det betyder, at han efter nytår kan forhandle med andre klubber om et transferfrit skifte til sommer.

Selv har Kasper Kusk ikke ønsket at kommentere på sine fremtidsplaner. Hans agent, John Sivebæk, fortæller dog til bold.dk, at han har haft samtaler med Lynge Jakobsen et par gange i løbet af efteråret, men dog uden resultater.

- Det er rigtigt, at AaB er kommet med et kontraktforslag, som Kasper ikke har været parat til at skrive under på. Det har vi meddelt AaB. Andet er sådan set ikke i det. Han har afvist at forlænge lige nu, men dialogen med Lynge har været meget fin, og vi er blevet enige om at vente til at snakke igen til efter de sidste kampe i efteråret, siger John Sivebæk til bold.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland