Kvinde fik stjålet sin pung ved hæveautomat: Løb skrigende efter gerningsmanden

Tirsdag eftermiddag fik en ung kvinde stjålet sin pung og sine kontanter ved en hæveautomat i Aalborg.

En ung kvinde fik sig noget af en forskrækkelse, da hun tirsdag eftermiddag hævede et par hundrede kroner ved en hæveautomat hos Danske Bank på Algade i Aalborg.

Pengene var nemlig ikke mere end lige kommet ud af automaten, da en 29-årig mand hev pengene og pungen ud af den 27-årige kvindes hænder.

Manden løb væk, imens den unge kvinde løb skrigende efter ham. Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.

- Den forurettedes råben giver pote, og flere vidner forsøger at stoppe gerningsmanden, men det lykkes ham at flygte videre, imens hans smider den forurettedes pung og kreditkort fra sig, siger Jesper Sørensen.

Kort tid efter lykkedes det dog nogle andre vidner at fange gerningsmanden og fastholde ham indtil Nordjyllands Politi ankom til stedet. Her havde den 29-årige mand løbet fra Algade til Jernbanegade i Aalborg.

- Da vi kommer til stedet, har gerningsmanden de hævede kontanter i hånden, siger Jesper Sørensen.

Den 29-årige mand er allerede kendt af Nordjyllands Politi. Onsdag morgen skal han juridisk vurderes og herefter bliver der taget stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.


Seneste nyt

fra Nordjylland