Kvinde fundet død på mark ved Frederikshavn

En 50-årig kvinde, der i går blev meldt savnet, er nu fundet død på en mark. Nordjyllands Politi behandler sagen som et mistænkeligt dødsfald.

En 50-årig kvinde, der i går blev meldt savnet af sin familie, er nu fundet. Desværre ikke i god behold.

Klokken 18.35 mandag aften blev hun fundet død på en mark syd for Strandby ved Frederikshavn, lige syd for Elling Å. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg, i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet er der dog ikke tale om et mord, men derimod et mistænkeligt dødsfald.

- Politiet efterforsker sagen som et mistænkeligt dødsfald. Undersøgelser på stedet har ikke kunnet fastlægge dødsårsagen, skriver Poul Badsberg.

De nærmere undersøgelser af kvinden skal altså opklare dødsårsagen. Den 50-årige kvinde er fra Skagen. De pårørende er underrettet om fundet, oplyser Nordjyllands Politi, der ikke kan give yderligere oplysning i sagen på nuværende tidspunkt.


Seneste nyt

fra Nordjylland