Kvinde savnes: Politi leder med hunde og helikopter

Nordjyllands Politi har, uden held, eftersøgt en 52-årig kvinde hele natten til mandag. Hun forlod sit hjem søndag eftermiddag.

En 52-årig kvinde fra Aalborgs sydlige opland har siden søndag eftermiddag været savnet, og hele natten til mandag har Nordjyllands Politi eftersøgt hende med både hunde og helikopter.

Den 52-årige forlod sit hjem i Visse-området mellem 13.30 og 17.00 søndag eftermiddag i deprimeret tilstand, og er ikke set siden.

- Vi aner ikke hvor hun er, og hun har ikke taget sin mobiltelefon med sig. Vi skal have hende fundet, så nu skal vi lige have nogle friske hunde på arbejde, og så går eftersøgningen igang igen på fuldt tryk, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Henrik Beck.

Hun beskrives som almindelig af bygning og cirka 160 centimeter høj. Hun har rødt, skulderlangt hår og havde, da hun forsvandt, en halvlang sort dynejakke på samt lange sorte støvler.

Opdatering klokken 14:55: Kvinden er ifølge Nordjyllands Politi fundet død. 


Seneste nyt

fra Nordjylland