Kvindeboom i trøjen i Aalborg

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Flere og flere kvinder trækker i militærtøjet i Aalborg. Antallet af kvindelige værnepligtige er mere end fordoblet i forhold til sidste år.

Det bliver mere og mere populært for kvinder at trække i trøjen i Aalborg. I forhold til 2011 er der i 2012 sket mere end en fordobling i antallet af kvindelige værnepligtige.

95 kvinder valgte i 2011 at blive værnepligtig på Aalborg Kaserner. I 2012 er antallet af kvinder steget til 221. Det er en stigning på 132 procent - altså langt over en fordobling.

I 2012 var over hver tredje værnepligtig i Aalborg kvinde. Det betyder, at der i Aalborg er langt flere kvindelige værnepligtige, end der gennemsnitligt er på landsplan. I 2012 var antallet af kvindelige værnepligtige på landsplan nemlig kun 17,9 procent. Men også på landsplan er der sket en stigning i antallet af kvindelige værnepligtige.

- Vi er i en overgangsperiode lige nu. Jeg kan ikke love, vi når samme fine tal i 2013, men der er ingen tvivl om, at vi er inde i en positiv udvikling for antallet af kvindelige ansøgere til forsvaret, siger oberstløjtnant Frank Bechmann Mathiassen til forsvarets hjemmeside.

Forklaringen på de mange kvinder i militæret kan være, at ny ordning siden årsskiftet har givet forsvaret mulighed for at lade særligt motiverede og egnede springe køen til værnepligten over. Det har nedsat ventetiden for kvinder, mænd, der er i særligt god form, og unge, der har søgt en længerevarende uddannelse, for at komme ind i forsvaret til seks måneder.

I 2011 var 13 procent af de værnepligtige i Aalborg kvinder. I 2012 var 34 procent af de værnepligtige i Aalborg kvinder.

Kvinder har haft værneret siden 1998.

Flere nyheder fra TV2 Nord