Kvinder går for en god sag

Tusindvis af kvinder deltog mandag aften i en gåtur, som var forbudt for mænd.

2500 kvinder var mandag aften med i den såkaldte Ladywalk i Nørresundby, som var en af 12 danske byer, der afholdt den populære gåtur. Ladywalk samler penge ind til organisationer, som gør en forskel for sygdomsramte kvinder.

Sidste år samlede arrangementet på landsplan omkring en million kroner ind, og i år håber arrangørerne, at det beløb kan overstiges, hvis det gode vejr har lokket endnu flere kvinder ud at gå. Overskuddet fra årets Ladywalk bliver doneret til Hjerteforeningen og Endometriose Foreningen.

Kvinderne kunne vælge mellem to ruter. En på syv kilometer og en på 12 kilometer. Begge turene i Nørresundby blev gået i solskin på naturskønne ruter - og både ben og mundtøj fik masser af motion.

- Det er en af de flotteste naturruter, vi har i Aalborg Kommune. Vi lander hernede ved Limfjorden, og hvad kan næsten være skønnere på sådan en majaften?, siger Verner Sørensen, som er formand for Aalborg Firmaidræt, der står bag arrangementet i Nørresundby.


Seneste nyt

fra Nordjylland