Lærer på Arden Skole scorer stor naturfagslærerpris

Novo Nordisk Fonden giver Vibeke Prip Larsen fra Arden Skole årets naturfagslærerpris som anerkendelse af en ekstraordinær indsats inden for undervisningen i de naturvidenskabelige fag i grundskolen.

- Vi er simpelthen så stolte af Vibeke, som sammen med sine kolleger skærper elevernes nysgerrighed og interesse for naturfagene. Hun griber ideer, omsætter dem til praksis og engagerer omverdenen i undervisningen. Og så har hun taget initiativ til at etablere skolens science og innovationslinje samt et fagudvalg på Arden Skole, siger skoleleder Jan Nielsen Arden Skole og fortsætter:

- Vibeke er en ægte ildsjæl med et usædvanligt stort fagligt og personligt engagement og jeg synes naturligvis, at det er fuldt fortjent, at Vibeke bliver anerkendt for sin flotte indsats.

På Arden Skole har naturfagslærer Vibeke Prip Larsen taget initiativ til skolens science- og innovationslinje og blandt andet også til at etablere skolehaver i et internationalt samarbejde med fire europæiske lande. Her har eleverne etableret en køkkenhave og plantet danske træer og buske. Samtidig har Vibeke Prip Larsen med sit store engagement øget elevernes nysgerrighed og interesse for naturfag og har været med til at forankre naturfaget på skolen.

Derfor modtager Vibeke Prip Larsen Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2016.

Prisen er på 250.000 kr. og bliver fordelt sådan, at Vibeke Prip Larsen modtager en personlig hæderspris på 50.000 kr. og Arden Skole modtager 200.000 kr.

- Pengene vil være til stor gavn for både skolen og eleverne. Her vil vi i samarbejde med Vibeke og de andre naturfagslærere forbedre det naturfaglige miljø i vores nye lokaler i forbindelse med ombygningen af skolen, slutter skoleleder Jan Nielsen.

 

OM NOVO NORDISK FONDENS NATURFAGSLÆRERPRIS

Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris har til formål at anerkende og synliggøre en ekstraordinær indsats inden for naturvidenskabelig undervisning på grundskoleniveau i Danmark. Der uddeles årligt to priser: En til en grundskolelærer øst for Storebælt og en til en lærer vest for Storebælt.
 
Hver pris er på DKK 250.000 bestående af en personlig hæderspris på DKK 50.000 og DKK 200.000 til skolen. Andelen, som tilfalder skolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning.
 
Prisen uddeles til en grundskolelærer efter indstilling fra dennes skoleleder. Alle elever, forældre, kolleger og skoleledere tilknyttet den pågældende skole kan komme med forslag, men indstillingen skal foregå via den pågældendes skoleleder. Blandt de indstillede udvælges prisvinderne af et bedømmelsesudvalg nedsat i regi af Astra og Novo Nordisk Fonden.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland