Læsø vil lukrere på DF-borgmester

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, besøgte i dag partiets første borgmester: Karsten Nielsen på Læsø

Onsdag var en historisk dag for Dansk Folkeparti og partiets formand, Kristian Thulesen Dahl. Her besøgte han partiets første borgmester nogensinde - Karsten Nielsen på Læsø.

Den nyudklækkede borgmester har siddet 24 dage i borgmesterstolen på Læsø. På trods af kun to mandater lykkedes det efter et omtumlet konstitueringsforløb at sikre flertal i byrådet, og en milepæl for Dansk Folkeparti var derfor en realitet. 

- Det er skønt! Udover der er meget psykologi i det, så er Læsø en kommune, der er lige så berettiget som alle andre kommuner, og skal behandles med den respekt, øen og kommunen fortjener, siger formand Kristian Thulesen Dahl.

Borgmester: Vi har hele partiets støtte

Den tidligere sparekassedirektør Karsten Nielsen fik 107 personlige stemmer ved kommunalvalget. Trods udfordringer og bump undervejs, lykkedes det efter seks dages politisk tovtrækkeri at sikre borgmesterposten.

Men den nyvalgte borgmester føler ikke noget ekstra pres. Han håber blot på, at titlen som Danmarks første Dansk Folkeparti-borgmester kan komme hele Læsø til gode. 

-Vi skal have en kontakt til Christiansborg, for det er umådelig vigtigt. I dag fik vi bekræftet, at hele partiapparatet er klar til at støtte os, siger borgmester Karsten Nielsen.

Partiformanden gæster Læsø for at besøge landets eneste DF-borgmester.

Seneste nyt

fra Nordjylland