Landbruget parat til flere randzoner

 Landbruget parat til flere randzoner

Landbruget afviser ikke tvungne ordninger i ny pesticidplan, hvis de er målrettet steder, hvor der er et behov, siger viceformand i Dansk Landbrug.

Flere randzoner på marken langs med vandløb og bedre styr på giftsprøjten, både når den sprøjtes ud på marken, og når sprøjtegiften fyldes på.

Det venter viceformand Michael Brockenhuus-Schack, Dansk Landbrug, bliver noget af det centrale i en afløser for Pesticidhandlingsplan 2004-2009.

Han deltog torsdag i en workshop om pesticidhandlingsplanen hos fødevareministeren og miljøministeren. På mødet blev der præsenteret et nyt forslag til at måle sprøjtegiftes miljøbelastning.

Landbruget har kritiseret den hidtidige opgørelsesmetode for at fokusere for meget på forbruget i stedet for på "den reelle miljøbelastning" fra sprøjtegiftene.

Han venter, at den nye opgørelsesmetode kommer til at indgå, når pesticidhandlingsplanen skal evalueres. Den seneste femårs plan har ikke fået landbrugets forbrug af sprøjtegift ned.

Derfor skal den afløses af en ny som led i den samlede landbrugs- og miljøpakke, Grøn vækst, som regeringen kommer med næste år.

Michael Brockenhuus-Schack hæfter sig ved, at der denne gang er et bedre fagligt grundlag for at lave en plan, der virker.

Landbruget afviser ikke tvungne ordninger, hvis de er målrettet mod steder, hvor der er påvist et behov, siger han.

- Vi føler, det er meget vigtigt at få belyst, hvor der er behov for at sætte ind. Når man har gjort det, skal man vælge nogle målrettede tiltag rettet mod det i stedet for nogle generelle tiltag, siger Michael Brockenhuus-Schack.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland