Landsby stod sammen om købmand: Nu er omsætningen vendt

For et år siden var landsbyen Ravnkilde ved at miste sin købmand. Men ved en fælles hjælp, blev købmanden reddet, og nu går det bedre end nogensinde.

Sidste efterår kæmpede købmanden for overlevelse i den lille landsby Ravnkilde i Himmerland. Der var ikke nok kunder, og konkurrencen fra supermarkeder i de større byer var for stor. Men borgerne i Ravnkilde ville ikke se deres købmand lukke, og derfor gik de sammen om et borgerlån for at få butikken på rette fode igen.

Sammen fik de samlet 450.000 kroner ind, og det var nok til at sikre, at der stadig er en købmand i Ravnkilde. Siden er det ikke bare løbet rundt, det er faktisk gået rigtig godt for ”Min Købmand” i Ravnkilde.

- Det er da helt fantastisk. Her i Ravnkilde er man rykket sammen og har sagt, at vi vil have en lokal købmand i vores lille lokalsamfund, så derfor er vi nødt til at støtte op, siger købmand Hanne Degn.

Fredag rundede købmanden 1 million kroner i øget omsætning i forhold til samme periode sidste år. Dermed blev Ravnkilde ikke en del af de mange lokale dagligvarebutikker, der må dreje nøglen om.

- Det er fantastisk, at Hanne havde modet dengang til at sige, at det er noget pis med den købmandsforretning, vi skal have nogle penge, siger Lars Jensen.

Han er vognmand og bosiddende i Ravnkilde, og han var en af initiativtagerne sidste år, da der skulle samles penge ind til Ravnkildes købmand:

- Jeg kan jo se rundt omkring i landsbyerne i Nordjylland, at husene står til salg i de byer, der ikke har en købmand, og det vil vi nødig, at det skulle til at ske her i Ravnkilde.

Selvom borgerne i første omgang selv skulle til lommerne, så kan det vise sig at blive en god forretning på den lange bane. Det påpeger Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd:

- Man har behov for, at der er den lokale indkøbsmulighed. Det har også en indflydelse på husprisen, og derfor kan det altså være en god idé at støtte sin lokale købmand.

Landsbyens fælles kamp for købmanden har også haft en positiv effekt på sammenholdet i det lille samfund:

- Det var jo selvfølgelig en kedelig baggrund, og det ønsker jeg aldrig at prøve igen, men omvendt så kan jeg jo se, at det har gjort noget positivt for vores samfund, at vi er blevet mindet om, at man også er nødt til at sørge for, at tingene består, og det kan man kun, hvis man også er en aktiv del af det, siger købmand Hanne Degn.

Den ekstra million i omsætning blev fejret i fredags med fadøl, sodavand og popcorn for byens borgere. For uden dem - ingen købmand.

Se interview med Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Seneste nyt

fra Nordjylland