Lang behandlingstid i Miljøstyrelsen koster arbejdspladser i Frederikshavn

Det tager nu 10-12 uger at få godkendt importen af et skrotskib i Miljøstyrelsen. Ventetiden er angiveligt vokset, fordi Miljøstyrelsen i 2019 skal flytte til Odense.

Skrotfirmaet JATOB i Frederikshavn er ved at løbe tør for emner til skrotning. Maskinerne står stille, og halvdelen af de ansatte er sendt hjem. Den daglige leder af pladsen er frustreret.

- Vi skulle have haft to store tyske skibe på beddingen nu og syv andre til at ligge klar ved kajen, men det eneste, vi har, er lidt jern fra landsiden, siger Jakob Kristensen fra JATOB.

Skibsmægler Jens Christian Møller fra Sæby har indkøbt de to tyske skibe, der stammer fra det tyske politi. De blev købt den 22. februar og frigivet af de tyske myndigheder få dage efter. 

Månedlange forsinkelser i sagsbehandlingen hos Miljøstyrelsen koster arbejdspladser i Frederikshavn, siger skibsmægler Jens Christian Møller.
Månedlange forsinkelser i sagsbehandlingen hos Miljøstyrelsen koster arbejdspladser i Frederikshavn, siger skibsmægler Jens Christian Møller.
Foto: Daniel Mikkelsen

Men Miljøstyrelsen har stadig ikke godkendt importtilladelsen, så skibene kan komme til Danmark.

- Det duer simpelthen ikke. Ifølge EU’s regler skulle Miljøstyrelsen have behandlet sagen i løbet af 30 dage. Vi har i stedet fået en mail fra styrelsen, hvor de forventer, at der går 10-12 uger før vores skibe kan blive frigivet. Det koster os penge hver eneste dag, siger skibsmægler Jens Christian Møller.

Skibsmægleren frygter, at der er tale om bevidst chikane fra Miljøstyrelsens side, for at statuere et eksempel overfor de politikere, der vil flytte styrelsen til Odense.

- Der sidder nogle embedsmænd, der gerne vil pointere, at man ikke skulle have flyttet dem til Fyn, men i stedet være blevet i København, men det skal jo ikke gå ud over borgerne og virksomhederne, siger Jens Christian Møller. 

Månedlange forsinkelser i sagsbehandlingen hos Miljøstyrelsen koster arbejdspladser i Frederikshavn, siger skibsmægler Jens Christian Møller.
Månedlange forsinkelser i sagsbehandlingen hos Miljøstyrelsen koster arbejdspladser i Frederikshavn, siger skibsmægler Jens Christian Møller.
Foto: Daniel Mikkelsen

Miljøstyrelsen erkender, at der er et problem med sagsbehandlingstiden. 

- Miljøstyrelsens målsætning er at sagsbehandlingen skal påbegyndes inden for to uger. Lige nu er ventetiden oppe på 10-12 uger, hvilket dels skyldes større sagsmængder end normalt – generelt på området -  men også at der p.t. er færre medarbejdere til at behandle sagerne, skriver styrelsen i et skriftligt svar til TV2. 

- Vi har fuldt fokus på problemstillingen, og der er iværksat en række forskellige tiltag, for at nedbringe liggetiden. Styrelsen er i fuld gang med at rekruttere nye sagsbehandlere, er i færd med at indhyre midlertidige eksterne konsulenter og har bl.a., iværksat nye procedurer med henblik på en hurtigere sagsbehandling. Miljøstyrelsens målsætning er, at sagsbehandlingstiden – generelt på import/eksport området for affald - er normaliseret inden udgangen af 2018, siger vicedirektør Hans Chr. Karsten fra Miløstyrelsen. 

Månedlange forsinkelser i sagsbehandlingen hos Miljøstyrelsen koster arbejdspladser i Frederikshavn, siger skibsmægler Jens Christian Møller.
Månedlange forsinkelser i sagsbehandlingen hos Miljøstyrelsen koster arbejdspladser i Frederikshavn, siger skibsmægler Jens Christian Møller.
Foto: Daniel Mikkelsen

Seneste nyt

fra Nordjylland