Lars Larsen: Derfor flytter jeg Made in Denmark

Det er et spørgsmål om økonomi, der har fået Lars Larsen til at rykke golfturneringen Made in Denmark fra Himmerland til Silkeborg.

Økonomien hænger bedre sammen i Silkeborg, i forhold til at holde en golfturnering, end den gør i Nordjylland. Det er den konklusion Lars Larsen er nået frem til. Derfor har han valgt at flytte Made In Denmark fra Himmerland til Silkeborg. 

- Den skal fremadrettet flytte derhen, hvor økonomine er - hvor pengene er. Sidste år fik vi et rigtig godt tilbud fra Silkeborg Kommune, og derfor forhandlede vi med dem, og her kan vi se, at økonomien kan hænge sammen, siger Lars Larsen på dagens pressemøde på Silkeborg Ry Golfklub. 

Lars Larsen har tidligere været utilfreds med Region Nordjyllands støtte til turneringen. Men det har i følge "dyne-Larsen" ikke haft indflydelse på hans beslutning. Det er ren økonomi. 

- For det første synes jeg, at det er godt for Made in Denmark, at den kommer rundt i Danmark. Nu kommer den så til Silkeborg et år, og så må vi se om alle andre kommuner, de står i kø for at overbyde hinanden, fordi de kan regne ud, at det er en fed forretning. Så er der nogen der siger, at ham det rige svin, han kan bare betale det hele selv. Men jeg er altså også købmand, siger Lars Larsen. 

Selvom Danmarks eneste europatour-turnering som udgangspunkt bliver spillet i Himmerland for sidste gang i 2017, så kan Nordjylland godt få turneringen igen. 

- Nordjylland har da ret til til enhver tid at byde ind igen, og så vil jeg meget gerne møde op, og så må vi snakke økonomi, og hvordan det kan komme til at hænge sammen., slutter Lars Larsen. 

Turneringen spilles i år på Lars Larsens Himmerland Golf og Spa Resort, og den løber af stablen d. 24.-27. august. 


Seneste nyt

fra Nordjylland