"Lastbiler for børn" lyste op på børneafdelingen

Syge børn på børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital fik lørdag et afbræk fra deres indlæggelse, da "Lastbiler for børn" kom forbi.

Hornene gjaldede udenfor børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital i dag, lørdag. Indlagte børn fik lov til at lege i lastbilerne, og det var noget, der passede den unge Jeppe Lynggard, der var hoppet bag rattet på en stor lastbil.

- Det er sejt med det store rat og alle knapperne, fortæller han.

Hvad der startede som en lille Facebook-gruppe ved navn "Lastbiler for børn", er nu blevet et landsdækkende event. Flere af gruppens cirka  2000 medlemmer stiller nu deres flotte lastbiler til skue foran børneafdelinger flere steder i landet idag.

I Aalborg var hele parkeringspladsen også fyldt op med nypudsede trucks og børn og personale fra afdeling 303B på Aalborg Universitetshospital. Anette Eriksen, der er hospitalspædagog på sygehuset, glæder sig over, at der for andet år i træk er glade børn på p-pladsen foran det gamle Sygehus Nord.

- Vi har kronisk syge børn, der på denne måde kan komme på sygehuset og få en positiv oplevelse i stedet for at skulle herind for at få en behandling, siger Anette Eriksen.

Foreningen "Lastbiler for børn" har også startet en økonomisk indsamling, så de kan donere gavekort til afdelingerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland