Mænd er vilde med wellness

Wellness og spabehandlinger er ikke kun for kvinder. I Vendsyssel oplever flere steder, at næsten halvdelen af gæsterne er mænd.

De seneste år er antallet af mandlige gæster på wellness-stederne i Nordjylland steget. I Vendsyssel melder flere af de store wellness-steder, at næsten halvdelen af deres gæster nu er mænd.

Hos Romulus ved Skallerup Seaside Resort vurderer man, at 20-25 procent af gæsterne var mænd for ni år siden, og at det tal nu er steget til omkring halvdelen af gæsterne.

Flere steder reagerer nu på tendensen ved at tilbyde behandlinger, der er målrettet mænd. Hos Romulus kan mændene for eksempel få en professionel barbering, og det er populært. Sophie Stenild, der er aktivitetschef hos Skallerup Seaside Resort, gætter på, at en travl og stresset hverdag er en af grundene til, at mændene er begyndt at gå mere i wellness.

- Det giver afslapning, velvære, hygge og samvær med andre. Jeg tror ikke, at der er en stor forskel på, hvad det giver mænd og kvinder. Jeg tror bare, at mændene har fået øjnene op for, at de også har brug for nyde det og gøre nogle hyggelige ting sammen som mænd, siger Sophie Stenild.

To af de - snart endnu flere - mænd, der besøger Romulus i Skallerup er Edgar Børge Jensen og Lasse Rune Jensen - far og søn fra Åbyen.

De kommer der så ofte muligheden byder sig, og ser klare fordele ved wellness frem for fodbold eller fisketur.

- Det giver os afslapning og gør at vi kommer lidt væk fra hverdagen. Det kan vi godt lide, siger Edgar Børge Jensen.

Sønnike Lasse Rune Jensen tager over:

- Man hygger sig, når man er her, og så er det også dejligt at gøre lidt for sig selv.


Seneste nyt

fra Nordjylland