Mærsk sejler til Aalborg Havn

Mærsk skal sejle containere til og fra Aalborg Havn. Det vil styrke Aalborg Havns konkurrenceevne lyder det fra en glad borgmester.

Verdens største rederi, Mærsk, har meldt sin ankomst på Aalborg Havn. De vil nu begynde at sejle containere til og fra Aalborg. Først med en eksisterende feeder-rute og senere med egne skibe.

- Jeg blev virkelig glad over den udmelding. Aalborg Havn betyder fantastisk meget for erhvervsudviklingen i Aalborg, og nu bliver vores rutenet styrket ved Mærsks mange destinationer rundt om i verden, skriver Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (Socialdemokraterne) på sin borgmesterblog.

Han ser desuden Mærsks ankomst som en kæmpe styrke for virksomhederne i Nordjylland og for de øvrige rederier i havnen, som nu får endnu en stærk partner at spille sammen med.

- Verden er international, skibstrafik er international, og derfor er det afgørende, at vi bliver rigtig dygtige til at styrke vores rutenet, så vi kan tilbyde virksomhederne i Nordjylland hurtig og effektiv transport, skriver Thomas Kastrup-Larsen.

For at styrke konkurrenceevnen yderligere i Aalborg Havn, foreslår borgmesteren, at man bruger Aalborg Lufthavn som forbillede, da den netop efter et støre rutenet har fået langt flere passagerer. 


Seneste nyt

fra Nordjylland