Mand død af forbrændinger

Forbrændt 37-årig ved Uggerby Strand død af sine kvæstelser.

En 37-årig mand døde her til aften efter at være blevet voldsomt forbrændt i klitterne ved Uggerby Strand. Manden er fra lokalområdet. Der gik ild i manden i klitterne ved Uggerby Strand. Her opdagede nogle strandgæster den stærkt forbrændte 37-årige, der kommer ned fra klitterne. På det tidspunkt er der stadig ild i manden, og han lugtede af benzin.

- De får så pøset noget vand på ham, og hjulpet ham, indtil redningsmandskabet når frem. Han er så voldsomt forbrændt, at han dør af sine kvæstelser, og han når aldrig til Rigshospitalets brandsårsafdeling, siger vagtchef ved Nordjylland Politi Henrik Bech til TV2/Nord.

Ulykken skete på et så svært tilgængeligt sted, at de var nødt til at køre læger ned til stranden med traktor. Til at starte med havde Nordjyllands Politi ikke nogen idé om, hvem manden var, da han tilsyneladende var alene i klitterne, men efter en efterlysning meldte de pårørende sig. Den 37-årige var ifølge Nordjyllands Politi syg og deprimeret, og han efterlader sig kone og to små børn.

Manden skal endelig identificeres ved et ligsyn i morgen mandag, og vagtchef Henrik Bech ved Nordjyllands Politi kalder hele sagen for tragisk.

Flere nyheder fra TV2 Nord