Mand omkom i røgen ved gårdbrand

Brand i et stuehus i Nordjylland har kostet en 77-årig mand livet. Hans kone nåede ud i tide.

Et ægtepar i Nordjylland vågnede natten til søndag ved, at der var brand i stuehuset på deres gård.
Kvinden nåede at komme ud i tide, men hendes 77-årige mand faldt om i røgen på vej ud af bygningen, fortæller politiet.
Det var ved halvfemtiden, at branden brød ud i stueetagen af huset i Lyngså syd for Frederikshavn. Flammerne nåede ikke at få fat i resten af gården.
Ifølge Nordjyllands Politi ved man endnu ikke, hvad der var årsag til branden. Men teknikere skal nu undersøge stedet, når det er kølet af.
/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord