Mand omkommet under redningsforsøg

Der er ikke sket noget kriminelt med de to døde, der er fundet på en ejendom i Strandby mandag formiddag. Kvinden har angiveligt begået selvmord med gas, og da manden fandt hende, besvimede han og døde.

Det er nu bekræftet af Nordjyllands Politi, at der ikke er sket noget kriminelt med de to døde, der mandag formiddag blev fundet på en ejendom ved Strandby.

Der er tale om et ægtepar, der antageligt er døde af kulilteforgiftning. Der er ifølge vicepolitikommissær Mogens Hougesen tale om et selvmord.

Nordjyllands Politi antager i øjeblikket, at det er kvinden, der har begået selvmord, da man har fundet et afskedbrev i huset fra hende. Man formoder at manden, da han har fundet kvinden, er besvimet på grund af iltmangel og afgået ved døden.

Nordjyllands Politi blev alarmeret kort efter klokken halv elleve mandag formiddag af en kollega til kvinden. Hun havde set de to personer inde i huset, og tilkaldte straks derefter politiet.

Dagen igennem har politiets teknikere undersøgt sagen, da politiet i første omgang frygtede, at der kunne være tale om en kriminel handling, men den formodning er nu afvist.


Seneste nyt

fra Nordjylland