Mariagerfjord sætter danmarksrekord: Vil fjerne strandbeskyttelse 10 steder

Med en ny naturlov fra 2017 er det blevet muligt for kommunerne at søge om ophævelse af strandbeskyttelse - Mariagerfjord er den kommune, der har søgt om flest ophævelser, nemlig 10 i alt.

Normalt skal man igennem både Kystdirektorat og ministerium for at få lov til at bygge, udbygge eller renovere bygninger, der ligger tæt på de danske kyster.

 

Men i Mariagerfjord Kommune drømmer man om selv at kunne give den slags tilladelser. Derfor har man - sammen med en stribe andre danske kystkommuner - ansøgt om at få ophævet den såkaldte strandbeskyttelse på i alt 10 steder med bynære havne i kommunen. Det er nemlig muligt med den nye naturlov fra 2017. 

Det gør Mariagerfjord til den absolutte højdespringer i ansøgningsprocessen, fordi de øvrige kommuner i gennemsnit har søgt om tre lokaliteter.

Men det er ikke, fordi Mariagerfjord Kommune har planer om at begynde at bygge og udbygge uden hæmninger på de 10 lokaliteter. Det fortæller borgmester Mogens Jespersen (Venstre).

- Bare det at man skal skifte tagplader ud på en eksisterende kræver i dag, at man skal søge i ministeriet. Skal man isolere et bådhus eller et opholdshus, skal man søge i ministeriet. Det, synes vi, er for administrativt bøvlet, og derfor vil vi gerne søge om selv at kunne tilladelse til den slags ting fremover, siger Mogens Jespersen.

- Det er ikke, fordi vi har 10 projekter - vi har faktisk ingen projekter for områderne, men vi vil gerne have muligheden for det, tilføjer borgmesteren.

Kortere behandlingstid i kommunen

I Vive Bådlaug, som er et af de steder i Mariagerfjord Kommune, der meget snart kan få lidt lettere ved at gøre noget ved faciliteterne, er formanden da også tilfreds med initiativet. 

- Det gør det nemmere, ja, fordi det giver en arbejdsgang mindre at skulle igennem. Vi har ønsker, men ikke så meget konkret lige nu. Udover halvtaget herovre, som godt kunne trænge til en fornyelse. Det er ved at være derhenad. Og så vil det være lettere, hvis vi kun skal ind og spørge kommunen, siger bådlaugsformand Jens Høgh.

Både han og borgmester Mogens Jespersen glæder sig til at få mulighed for selv at behandle ansøgningerne i kommunen. De mener, det vil kunne bringe behandlingstiden væsentligt ned.

- Vi ved, at hvis vi søger om noget i ministeriet, kan der nemt gå fra et halvt til et helt år, før vi får svar der. Nu kan vi selv via vores tekniske forvaltning give et svar væsentligt hurtigere, siger Mogens Jespersen.

Udover de små lystbådehavne og er også et par virksomheder med i Mariagerfjord Kommunes ansøgninger om at ophæve strandbeskyttelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland