Masser af råvildt på vejene

Nordjyderne skal passe ekstra godt på i trafikken i denne tid. Oktober måned er nemlig den måned, hvor der er størst risiko for at ramme råvildt på vejene.

Forestil dig, at du kommer kørende i din bil, og pludselig løber et dyr ud foran dig. Risikoen for, at dét sker, er særlig høj lige nu. Det er nemlig højsæson for dyrevildt på vejene, både fordi hannerne er i brunst og derfor er stressede, og fordi jagtsæsonen er skudt i gang.

Ifølge Falcks vildt og dyrekonsulent, Allan Bruun Rasmussen, skal man derfor være særlig forsigtig i trafikken lige nu.

- Kronhjortene har lige overstået deres brunsttid, men dåvildtet begynder så småt på brunsten nu. Det betyder, at mange af hannerne bliver smidt ud af flokken og flakker rundt og krydser vejene mere end ellers, og derfor ser vi en hel del ulykker i denne tid, siger han.

Bilister skal især passe på efter sidste weekend i oktober, hvor vi skruer tiden en time tilbage. Det vil nemlig betyde mere dyrevildt på vejene i myldretrafikken.

Hvis uheldet er ude:

Rammer man en hjort, skal man afmærke stedet for påkørslen med en plasticpose, snor eller andet. Aflæs kilometertal, hvis der er pæle i vejkanten.

Kontakt Falck/Dyrenes vagtcentral på 1812 og giv dem oplysningerne om påkørslen – herunder i hvilken side af vejen påkørslen skete – og hvilken side af vejen vildtet forsvandt mod.

Kilde: Naturstyrelsen

Seneste nyt

fra Nordjylland