Mere vold og flere trusler i Kragskovhede

De seneste år er antallet af overfald og trusler steget markant i Kragskovhede. Foto: Christian Henriksen

00:22

Bemandingen rækker ikke til det hårde klientel, lyder kritikken fra personalet.

1 af 2

På få år er antallet af overfald tredoblet i det åbne fængsel på Kragskovhede. Bemandingen rækker ikke til det hårde klientel, lyder kritikken fra personalet.

Tidligere var trusler som ”jeg ved, hvor du bor”, og ”du kan vente, til jeg bliver løsladt” sjældne i Kragskovhede Fængsel nord for Frederikshavn. I dag oplever betjentene det flere gange om måneden. Sådan skriver fængselsbetjentenes fagforbund, Fængselsforbundet, i en pressemeddelelse.

Ifølge personalet er de fredelige fanger, som afsonede en spritdom forsvundet fra fængslet og erstattet af mere hærdede kriminelle.

- Miljøet er ikke som for ti år siden. Spritbilisterne og fartovertræderne er væk. Nu tager vi os af narkoforbrydere, misbrugere og bande-hangarounds, siger tillidsmand Karsten Pedersen.

I 2013 var der 9 volds- og trusselsepisoder mod personalet. Det tal var i 2017 steget til 35 episoder.

- Respekten for personalet er lig nul blandt nogle af fangerne. Vi oplever at blive truet på livet. De kan også finde på at sige, at de godt forstår, hvorfor betjenten blev skudt i Nyborg, siger KArsetn Pedersen.

Tillidsmanden mener, at problemstillingen forværres af, at der er for få på vagt i det åbne fængsel. Betjente er i nogle situationer alene med 30 indsatte. Og i dagtimerne tager to betjente sig af tre afdelinger med op til 80 indsatte i alt.

- Det er svært at føle sig tryg, når man er alene med 30 indsatte. Det vil hjælpe rigtig meget, hvis man var to i stedet for at være alene, siger Karsten Pedersen, som har oplevet flere overfald i løbet af de 14 år, han har arbejdet i fængslet.

Senest er der i august blev skåret 2,4 årsværk væk. Medarbejderne skal bruges til at bemande Kriminalforsorgens nye forstærkningshold, som kan sættes ind i institutioner med akut personaleunderskud.

Det er ikke kun personalet, som bliver udsat for vold, fortæller fængselsbetjenten Lis, som ikke ønsker sit efternavn frem.

To dage før fagbladets besøg trådte hun ind i et køkken efter et overfald mellem to indsatte. Den ene havde et åbent sår i hovedet, og gulvet var indsmurt i blod.

Som det ofte er i den slags situationer, ønskede ingen af de indsatte dog at angive den anden.

- ’Jeg faldt’, er det typiske svar, vi hører, når vi møder en indsat med blåt øje eller lignende. Vi ved godt, det ikke er det, der er skyld i skrammerne, siger Lis, som mener, at problemerne er blevet værre de seneste år.

Institutionschef Lene Elsig Theilgaard er opmærksom på, at der er kommet flere overfald i fængslet. Hun siger, at der derfor er blevet sat ekstra fokus på registrering og opfølgning efter episoderne.

- Jeg er meget optaget af, at vores medarbejdere kan være trygge på arbejde, siger hun.

Ledelsen arbejder tæt sammen med medarbejderne om at finde nye løsninger. Fængslet har blandt andet begrænset antallet af alenevagter.

- Det er vigtigt, at vi hele tiden får talt med hinanden om, hvordan vi arbejder med de dømte. Kriminalforsorgen skal desuden blive bedre til at screene de indsatte til de relevante sikkerhedsniveauer og flytte dem, som har en voldelig adfærd, siger Lene Elsig Theilgaard.

Hun understreger, at medarbejderne gør et stort arbejde for at skabe ro og orden i fængslet.

- En god omgangstone mellem indsatte og ansatte er grundstenen i den dynamiske sikkerhed på Kragskovhede. Den skal vi blive ved med at bygge på, siger Lene Elsig Theilgaard.

Flere nyheder fra TV2 Nord