Metal håber på arbejdspladser

Armene er så småt på vej opad i Metal Vendsyssel, efter det er kommet frem, at området ud for Sæby er et af de seks steder i landet, hvor der skal bygges kystnære kæmpevindmøller på havet.

- Det kan simpelthen ikke undgå at kaste nogen arbejdspladser af sig. Både mens møllerne bliver sat op og efterfølgende, når de skal serviceres, siger formanden for fagforening Metal Vendsyssel, Jørn Erik Larsen til P4 Nordjylland.

Han henviser ifølge radioen blandt andet til de erfaringer, man har gjort i Grenå, da man byggede havmøller i det område.

- Vi har masser af erfarne folk, der fra skibsindustrien er vant til at arbejde med eksempelvis store dele. Og vi har omring 250 fuldtidsledige, samtidig med at jeg tror, at møllerne også kunne være en chance for nye i faget, siger Jørn Erik Larsen til P4 Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland