MGP-drømme i Hjørring

Tredive håbefulde børn og unge var i dag til MGP-workshop på Bagterpskolen i Hjørring. Over 350 bidrag var sendt ind, og deltagerne på workshoppen er altså nu et skridt nærmere MGP.

Luften var tyk af spænding og nervøsitet, da der var MGP-workshop i Hjørring i dag. Workshoppen er nemlig afgørende for, om deltagerne kommer videre til audition - og derefter videre blandt de ti finalister til MGP 2014.

- Det er fedt at være med i dag. Det er ikke alle, der kommer hertil, så det er lidt sejt, siger Nicolai Sigsgaard Andersen fra Stenum, der har skrevet en sang om kærlighed. Han har en drøm om at blive den nye Rasmus Seebach.

En af de mere garvede til workshoppen er Silas Huusum. Han er med for tredje gang, og han er opsat på, at han i år skal nå videre.

- Jeg synes selv, at mine sange var knaldhamrende gode de sidste to år, men i år har jeg prøvet noget nyt. Så håber jeg, jeg vinder, og så kan man jo drømme om en kontrakt med Universal senere, griner Silas Huusum.

Om ti dage får de unge talenter at vide, om de er kommet videre - og dermed et skridt nærmere den store drøm. Og spørger man en af de musikere, der guider deltagerne, så kan den næste vinder være fra Nordjylland.

- Det tror jeg sagtens kunne ske. Og det er altså ikke bare noget jeg siger, fordi det nu er TV2/Nord, der interviewer, siger Claus Hempler, der er sanger.

Så det er altså bare om at drømme videre. Som en af deltagerne så sigende synger:

"Jeg vil gå hele vejen og opnå mine drømme, for det er mit mål - uanset hvad der sker."


Seneste nyt

fra Nordjylland