Millioner til nordjysk forskning

To nordjyske virksomheder og Aalborg Universitet har indgået et samarbejde om at udvikle nye materialer til efterisolering af bygninger. Parterne vil blandt andet kombinere rumfartsteknologi med dansk tekstilproduktion.

Højteknologifonden støtter i alt de to projekter med 13 millioner.

Kravene til bygningers energieffektivitet øges gradvist i Danmark og i Europa. Det betyder, at en bygning efter 30 år ikke længere overholder kravene og skal efterisoleres, når den moderniseres. Udfordringen er at udvikle et byggesystem, som respekterer den oprindelige arkitektur og samtidig er den finansielt bedste løsning for bygherren. Det kræver blandt andet, at der udvikles byggematerialer, som er tynde og har højere isoleringsevne. Til det projekt støtter Højteknologifonden med seks millioner.

- Vi er meget glade for, at Højteknologifonden vælger at støtte projektet, der passer perfekt i vores nye strategi. Vi arbejder som videnvirksomhed konstant med at udforske potentialerne i vore højstyrkebetonprodukter. Vi er verdens førende inden for design, dokumentation og produktudvikling af disse produkter, der er så specielle, at de ikke kan godkendes under eksisterende normer og standarder for beton, siger Tommy Bæk Hansen, Project manager, Hi-Con A/S.

Det andet projekt støttes med syv millioner kroner. Det handler om transparente farvestoffer, der kan absorbere lys fra nær-infrarøde lasere. Det er et særpræget men utroligt interessant materiale for producenter af plastprodukter. Forskningsprojektet "InDyWeld - Invisible Dyes for Laser Welding of Plastic" skal nu udforske potentialet for farve- og plastindustrien.


Seneste nyt

fra Nordjylland