Minister godkender forbud mod e-røg

På Aalborg Sygehus må man ikke ryge e-cigaretter. Nu siger sundhedsminister Astrid Krag god for forbuddet.

Der må ikke ryges e-cigaretter på sygehuset i Aalborg. Det har sygehusledelsen besluttet, og den beslutning er i orden, mener sundhedsminister Astrid Krag. Det skriver eb.dk.

Sundhedsordfører fra DF, Liselott Blixt, havde bedt ministeren om at tage afstand fra forbuddet. Men ministeren siger god for beslutningen.

- Jeg vil nødig gøre mig til dommer over lokale løsninger, og det gælder også i forhold til den beslutning, der er truffet på Aalborg Sygehus, om at forbyde brug af elektroniske cigaretter på sygehuset. Det må være op til sygehuset at bestemme, om man vil forbyde brug af elektroniske cigaretter, siger Astrid Krag til eb.dk.

Aalborg Sygehus har valgt at indføre et forbud mod e-cigaretter af flere årsager: Både fordi det sender et uheldigt signal i et røgfrit miljø, men også fordi der fortsat er spørgsmål omkring de sundhedsrisici, der er forbundet med e-røgen.


Seneste nyt

fra Nordjylland