Minister vil kæmpe for større fiskekvoter i nordjyske farvande

I næste uge skal fiskekvoterne for blandt andet Nordsøen, Skagerrak og Kattegat forhandles i EU. Og sunde fiskebestande bør give større kvoter, siger minister.

Når miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen på mandag drager til Bruxelles for at diskutere fiskekvoter med sine ministerkollegaer fra resten af Europa, er det med det klare formål at komme hjem med større kvoter for Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.

For fiskebestandene i farvande er efter en lang periode med problemer nu igen i vækst. Faktisk står det rigtig godt til med jomfruhummer, tunge og rødspætter. Og det bør give fiskerne bedre vilkår, mener ministeren.

- Vi har set en meget positiv udvikling for mange af de vigtige fiskebestande i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Derfor er det min klare forventning, at vi kan få en aftale i hus, der giver stabile kvoter og gode betingelser for fiskerne, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Men selv om fiskene har det bedre - også torskebestanden i Kattegat - er kvoterne ikke fulgt med udviklingen. Og det er et problem med fiskerne, som er nødt til at kaste flere og flere torsk tilbage i vandet.

 - Vi har haft en fornuftig forvaltning af torskebestanden i Kattegat, som er på vej tilbage mod fordums styrke. Men det betyder også, at fiskerne ikke kan undgå at få torsk med som bifangst, når de fisker efter andre arter. Det er uhensigtsmæssigt, at fiskerne så ofte må smide gode spisetorsk over bord, og derfor er det min ambition at få hævet kvoten for torsk, siger Esben Lunde Larsen.

En del af kvoterne for Nordsøen, Kattegat og Skagerrak er allerede forhandlet på plads mellem EU og Norge i den fiskeriaftale, der blev indgået den 2. december. Her kom der pæne stigninger i kvoterne for torsk og rødspætte i Skagerrak. Mørksej-bestanden har det også godt i Nordsøen og Skagerrak, og det ses på kvoten, der blev hævet med 53 procent.

Og det er noget, der vækker begejstring hos fiskerne. I hvert fald hvis man spørger Carl Hermansen, formand for Skagen Fiskeriforening, som vil kunne nyde godt af større kvoter.

- Vi er glade for, at det går fremad med kvoterne. I det hele taget tegner 2017 til at blive et godt år for fiskerne, siger Carl Hermansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland