Ministre: Udflytning er en succes

02:25

Regeringen gav i dag status på udflytning af statslige arbejdspladser ved et pressemøde i Hjørring.

Foto: Daniel Mikkelsen

1 af 2

Ministre gjorde onsdag status på udflytningen af statslige arbejdspladser. Det skete ved et pressemøde hos Statens Administration i Hjørring.

Det er efterhånden et år siden, at regeringen fremlagde planen om at udflytte statslige arbejdspladser første gang. Siden da er det gået hak i hak med udflytningen. Det var i hvert fald budskabet, da skatteministeren og erhvervs- og vækstministeren i dag gjorde status over processen.

- Det går overordnet rigtig, rigtig godt, konstaterede erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (Venstre).

I løbet af det seneste år er knap 1100 statslige arbejdspladser blevet flyttet fra hovedstadsområdet og ud i resten af landet. 200 arbejdspladser er foreløbig kommet til Hjørring, hvor Statens Administration har fået ny adresse.

I forbindelse med udflytningen har der fra flere sider været bekymringer om, hvorvidt kompetencer og viden ville gå tabt, når arbejdspladser bliver flyttet og nye medarbejdere skal læres op. Men den bekymring er blevet gjort til skamme, mener Troels Lund Poulsen.

- Vi må konstatere, at de medarbejdere, som har søgt stillingerne, er dybt velkvalificerede. Og det er også muligt – på relativt kort tid – at få medarbejderne ind i en rytme, hvor videnstabet er minimalt, siger han.

Vi må konstatere, at de medarbejdere, som har søgt stillingerne, er dybt velkvalificerede. Og det er også muligt – på relativt kort tid – at få medarbejderne ind i en rytme, hvor videnstabet er minimalt

Troels Lund Poulsen, Erhverv- og Vækstminister, Venstre

I Hjørring kunne der dog godt have været risiko for tab af viden og kompetencer, idet kun 10 medarbejdere er flyttet med fra København til Statens Administrations nye lokaler. De øvrige medarbejdere er alle nyansatte nordjyder. Men både blandt menige medarbejdere og ledelsen ryster man på hovedet af den bekymring.

- Vi er jo blevet lært op af dem fra København. Der har jo været en hel flok herovre og lære os op i flere måneder. Så jeg synes jo, at vi kan det vi skal, siger Katja Stride.

Hun bor i Hjørring og har siden 1. marts arbejdet som regnskabsmedarbejder hos Statens Administration. Hendes holdning bakkes op af direktøren for Statens Administration, Trolle Klitgård Andersen.

- Idet at vi har haft dobbeltdrift, mener jeg ikke, at der har været et tab af viden. Men der har selvfølgelig været et produktionstab i en periode, mens man har lært de nye op, forklarer han.

Det næste hold af nye medarbejdere hos Statens Administration har første arbejdsdag 1. november. Her rykker yderligere ti mand ind i bygningerne i Hjørring. I alt 3900 statslige arbejdspladser skal på sigt flyttes ud i hele Danmark fra hovedstadsområdet.

Flere nyheder fra TV2 Nord